Grumby er i fuglekarantæne

Den tyske by Grumby, hvor en hønsebesætning er ramt af fugleinfluenzaen H5N8 er i dag nærmest belejret af politi og brandvæsen.

Grumby er normalt en meget stille - og meget lille - by ca 45 kilometer fra den dansk-tyske grænse. 

Men i dag er byen på den anden ende. Politi og brandvæsen har indfundet sig. 

Dels for at slå den fjerkræbesætning ned, der er ramt af fugleinfluenzaen H5N8. Og dels for at sætte byen i fuglekarantæne.

Politi og brandvæsen er samlet i Grumby, hvor 33.000 høns stadig venter på at blive slået ned.
Politi og brandvæsen er samlet i Grumby, hvor 33.000 høns stadig venter på at blive slået ned.

Indtil videre er det forbudt at sælge både æg og fjerkræ i en radius på 3 kilometer fra gården med den inficerede besætning.

Selve besætningen er ved at blive slået ned netop nu, søndag middag. TV SYDs reporter i Grumby fortæller, at myndighederne i skrivende stund har slået henved 3000 høns ihjel, men arbejdet med at slå hønsene ned fortsætter indtil alle besætningens 36.000 høns er døde og kan destrueres.

Senere i dag ankommer delstaten Schleswig-Holstens landbrugsminister til byen, for at informere befolkningen og medierne om sagen.