Gymnasieelever fejrede grænselandets grundlov

I år er det 60 år siden, Danmark og det daværende Vesttyskland skrev under på, at de, der bor i grænselandet, frit kan vælge, hvor de vil høre til. Det fejrede 200 sydslesvigske gymnasieelever onsdag på Christiansborg.

Hvad vil det egentlig sige at være mindretal og bo i et grænseområde anno 2015? Det er omdrejningspunktet, når 200 kommende studenter fra de danske gymnasier i Sydslesvig onsdag drager til Christiansborg. Her skal de diskutere mindretal på et debatmøde med danske og tyske politikere.

Debatmødet er arrangeret i forbindelse med 60-året for København-Bonn Erklæringerne, der blev underskrevet i 1955 for at løse det belastede naboskab i grænselandet mellem Danmark og Tyskland. København-Bonn Erklæringerne anses som ?grænselandets grundlov? og beskytter mindretallene i Danmark og Tyskland mod diskrimination og sindelagskontrol.

En af dem, der skulle på talerstolen, var 18-årige Carlotta Bauer, gymnasieelev fra Flensburg.

- København-Bonn-erklæringerne er årsagen til at vi kan leve så frit, som vi gør i det danske mindretal nu. At vi kan gå i dansk skole, i dansk børnehave, læse dansk avis og meget mere. Uden erklæringerne, havde det set helt anderledes ud. 60-året er bestemt noget vi skal fejre, sagde hun.

Udover hende var tre andre elever fra danske gymnasier i Sydslesvig og Undervisningsminister Christine Antorini (S) hovedtalerne til debatmødet, som blev åbnet af Folketingets formand, Mogens Lykketoft.

I paneldebatten deltog desuden Kultur-, Justits- og Europaminister i Slesvig-Holstein, Anke Spoorendonk (det danske mindretalsparti Sydslesvigsk Vælgerforening, SSW), folketingsmedlem og formand for Sydslesvigudvalget Troels Ravn (S) og folketingsmedlem og formand for Grænseforeningen Mette Bock (LA).

 

København-Bonn-erklæringerne

Erklæringerne blev afgivet i 1955 af såvel den danske som den vesttyske regering. Erklæringerne fastslår, at bekendelsen til dansk eller tysk nationalitet og kultur i det dansk-tyske grænseland i Sønderjylland er fri og ikke må efterprøves.