Isted-løven fik ikke nogen prangende rejse over grænsen. Den var pakket ned i kasser, og i morgen begynder arbejdet på at samle den og stille den op på en stor sokkel, som den før har stået på.
Jeg vandt. I tabte!
Billedhuggeren H.V. Bissens løve blev rejst i sin tid som et mindre om slaget ved Isted i 1850 og slutningen på Tre Års-krigen. Den blev betalt med penge, som blev samlet ind i helt landet, og datidens politikere mente, at den burde knejse højt og se ud over landet, som om den sagde "Jeg vandt. I tabte".
Det ville Bissen ikke være med til. Derfor blev den sat op på kirkegården, hvor der mange gamle krigergrave er bevaret.
Fjendskabet slut
Isted-løven har haft en skiftende tilværelse. Den blev slæbt til Berlin, hvor den efter anden verdenskrig blev fundet af Politikens medarbejder Henrik V. Ringsted, som sørgede for at få den transporteret til København.
Her har den stået ved Tøjhus-museet, og nu er den tilbage i Flensborg. Nu er den et symbol på, at et gammelt fjendskab er bilagt.
Dog er der danskere, som mener, at det ikke er særlig venligt at sætte et dansk sejrsmonument op igen. Det var der også, første gang den blev stillet op i Flensborg.
En slags overgreb
Dengang var også biskopperne U.S. Boesen i Slesvig og Jørgen Hansen over Als-Ærø tilbageholdende med støtte til monumentet. Boesen var imod løven, fordi han lagde vægt på ikke at træde tysk-heden for nær.
Jørgen Hansen skrev i sine erindringer, at løven var en slags overgreb.
- Når jeg vinder en proces over min nabo, slår jeg ikke en plakat op på min mur med en løve vendt med ansigtet truende mod ham. En truende løve er ingenlunde nødvendig som hæderstegn for armeens tapperhed og forbitrer kun, noterede den gamle biskop.
