Johanne Schmidt i tysk valgkamp

Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen kaster sig fredag ud i slutspurten i det tyske forbundsdagsvalg på søndag.

Hun har meldt sig under fanerne hos gammel-kommunisterne Die Linke i Flensborg, hvor hun i løbet af dagen deltager i en række arrangementer. Fredag aften taler hun ved et politisk møde. Det sker på dansk med tysk oversættelse.

Johanne Schmidt-Nielsen besøger også det danske mindretals parti, SSW, på Flensborghus. Mindretallet opstiller ikke til forbundsdagen. Dermed er 61.022 stemmer fra delstatsvalget blevet ledige.

Johanne Schmidt-Nielsen siger til TV SYD, at det er op til medlemmerne af mindretallet at afgøre, hvor de sætter deres kryds på søndag.

- Men der er mange fælles træk mellem SSW's politik og vores, når det gælder miljø og sociale forhold, understreger hun.

Die Linke

Die Linke udspringer af det kommunistiske parti i det tidligere Østtyskland og har haft sit nuværende navn siden 2007, da den tidligere socialdemokratiske formand Oskar Lafontaine spillede en stor rolle i sammenlægningen af venstrefløjspartierne Wasg og PDS.