Dansk mindretal får stort tilskud til nye bogbusser

Landdagen i Kiel har bevilliget 100.000 euro til nye bogbusser, der kører ud til mindretallet i de små sydslesvigske byer.

Nu kan de to noget udkørte bogbusser 'Jytte' og 'Dagmar' snart komme på pension. Landdagen i Kiel har nemlig bevilliget 100.000 euro til to nye bogbusser. Mobile biblioteker, der kører ud til det danske mindretal i de små sydslesvigske byer. 

Og pengene er hårdt tiltrængt. De to busser 'Jytte' og 'Dagmar' har kørt i 12 år og kørt så mange kilometer, at de nærmest er blevet en del af familien og har fået eget fornavn.

Bogbusser har kørt i Sydslesvig siden 1930'erne.
Bogbusser har kørt i Sydslesvig siden 1930'erne.
Foto: Ole Møller, TV SYD

De danske bogbusser er en tradition, der går helt tilbage til 1930'erne. Siden da har de besøgt de danske skoler og er samtidig blevet et populært mødested for dansksindede.

Bogbusserne kører hver dag en ny rute og når ud til godt 15.000 lånere hvert år.

Spørgsmålet er nu, om de nye busser, der kommer på hjul i 2020, også skal have nye navne, eller de fortsat skal hedde Jytte og Dagmar?