Kongelig glans over danske vindmøller

Den danske vindmølleindustri fik kongelig opbakning, da Prins Joachim i dag mødte op i Husum på en af vindmølleindustriens vigtigste messer.

Tyskland er den danske vindmølleindustris største eksportmarked, og aftager 31 procent af den danske vindmølleeksport. Vindmøllesektoren omsatte sidste år for næsten 98 mia. kr.

I disse dage deltager 600 udstillere – heraf 31 fra den danske vindmølleindustri – på messen Husum Wind 2017 for at markedsføre alt fra vindmøller til gummidimser og gearkasser.

Prins Joachim har før besøgt messen i Husum, og i dag mødte han op igen.

Ifølge prinsen selv er han på messen for at støtte op om den danske vindmøllesektor.

quote

Vi lever i en verden, hvor vi er nødt til at finde rene og naturlige energikilder.

Prins Joachim

- Det er ikke en sektor, der hviler på laurbærrene. Alle vil være med – både fordi der er fremtid i den – men også fordi der er så stort et videns-potentiale i det her, siger Prins Joachim.

Danmark er – og har altid været – foregangsland for vindmølleteknologi og produktion af ren energi, og det er ifølge prinsen endnu en vigtig grund til, at han støtter op om industriens erhvervsfremstød:

- Vi lever i en verden, hvor vi er nødt til at finde rene og naturlige energikilder, og derudover har vi, lige så længe jorden har eksisteret, haft vind, som vi først nu for alvor er begyndt at gøre noget ved.

Messen i Husum forventer 18.000 besøgende over fire dage. Den slutter i morgen