Krigsbombe fundet på sportsplads: Lørdag evakueres 16.500 flensborgere

Evakuering i Flensborg lørdag skyldes, at en bombe formentlig fra 2. verdenskrig skal fjernes.

Omkring 16.500 borgere i Flensborg skal lørdag forlade deres boliger. Det meddeler Stadt Flensburg, efter ammunitionsrydningstjenesten tirsdag bekræftede, at en metalgenstand, fundet på en sportsplads i Eckener Straße tidligere på året, er en bombe.

Begynder klokken 9.30

En evakuering sker, når der er fare for, at bomben eksploderer, når den skal uskadeliggøres. Clemens Teschendorf, pressetalsmand i Flensborg, oplyser dog, at det er meget usandsynligt, at bomben lørdag vil eksplodere.

Evakueringen vil ske i en radius på én kilometer nord for og 500 meter syd for findestedet på Eckener Straße. Evakueringen påbegyndes lørdag formiddag klokken 9.30. Desarmeringen forventes at begynde efter klokken 11.30. 

Foruden de 16.500 borgere skal butikker og lignende også være tomme. Et hospital, der ligger i det evakuerede område, vil spærre af og sikre patienter i bygningerne, skriver Flensborg Avis.

Politiet vil tjekke, at der ikke er nogen tilbage, inden desarmeringen begynder.

250 kilo bombe fra 1943

Der er tale om en amerikansk bombe på 250 kilo fra 2. verdenskrig. Af den vægt anslås det, at cirka halvdelen er sprængmateriale, og man formoder, at den stammer fra et luftangreb i maj 1943, siger Clemens Teschendorf.

Corona forsinkede desarmering

Fundet af bomben sker i forbindelse med byggearbejde på sportspladsen i Eckener Straße. Clemens Teschendorf fortæller, at det blev oplyst, at der var mulighed for at finde bomber i området, og at man i februar derfor søgte efter metalgenstande i jorden ved sportspladsen. Her blev man opmærksom på det, der tirsdag viste sig at være en bombe.

På banen er store jordbunker nu gravet op, så man kunne komme ned til den tunge bombe.
På banen er store jordbunker nu gravet op, så man kunne komme ned til den tunge bombe.
Foto: Presse-fotos.dk

Coronasituationen er en af årsagerne til, at man har ventet til maj med at grave ned til bomben. Under en evakuering skal der nemlig tilbydes opholdssteder, og det mentes ikke at være forsvarligt at samle antallet af borgere i februar eller marts, forklarer Clemens Teschendorf.

Det menes dog at være forsvarligt nu i flere store bygninger, hvor Flensborgs incidenstal ligger på 38,8.

Det forventes, at desarmeringen er færdig sent lørdag eftermiddag eller tidlig aften.