Kulturen styrkes i grænselandet

En dansk-tysk kulturaftale skal bane vejen for en større kulturudveksling hen over den dansk-tyske landegrænse.¨

Aftalen sætter knap 18 millioner kroner i spil fra i år til 2016.

Partnerne i aftalen er kommunerne Aabenraa, Tønder, Haderslev og Sønderborg, Kreis Nordfriesland, Kreis Schleswig-Flensburg, Stadt Flensburg, Region Syddanmark, Kulturministeriet i Danmark og Ministerium for Justits, Kultur og Europa i Schleswig-Holstein.

Kulturaftalen bliver underskrevet onsdag, og målet er at skabe en europæisk kulturregion, der omfatter 700.000 indbyggere.

Kulturaftalen skal skabe fornyelse, vækst og kvalitet i mængden af kulturtilbud.

Ambitionen er, at kulturtilbuddene gør det attraktivt at bosætte sig, holde ferie, arbejde og drive virksomhed i grænseregionen.

Blandt andet skal talentudviklingen blandt børn og unge stimuleres.

Udgifterne ulige fordelt

Indsatsen skal styres fra et sekretariat i Region Sønderjylland-Schleswig, der har kontor på Lyren i Padborg. Sekretairatet skal blandt andet skabe et overblik over kulturudbud i grænselandet.

De danske partnere i aftalen betaler størstedelen af udgifterne.

  • Aabenraa, Tønder, Haderslev og Sønderborg bidrager med 6,2 millioner kroner.Region Syddanmark: 1,25 millioner kroner.
  • Kulturministeriet i Danmark: 5,95 millioner kroner.
  • Kreis Nordfriesland, Kreis Schleswig Flensburg og stadt Flensburg: 3,7 millioner kroner.
  • Ministerium for Justits, Kultur og Europa i Schleswig-Holstein: 745.000 kroner.

Se underskrivelsen af aftalen i TV SYD nyheder kl. 19,30