Kulturministerens opsang til mindretallet: Tag jer sammen og snak dansk!

Kulturminister Mette Bock (LA) kom med en opsigtsvækkende opsang til det danske mindretal i Sydslesvig under en debat lørdag ved de danske årsmøder. Tag jer sammen og snak dansk, lød det fra ministeren.

Det danske mindretal skal snakke mere dansk.

Så klart var budskabet fra kulturminister Mette Bock (LA) til et debatmøde i Flensborg ved de danske årsmøder Sydslesvig. Her kom ministeren med en opsang til mindretallet. 

- Selvfølgelig taler voksne dansk i de danske foreninger, skoler, institutioner osv. Helt konsekvent. De voksne skal konsekvent tale dansk, selv hvis de taler med børnene. Det er da let. Det er en viljeshandling. Det er jo bare at gøre det. Jeg synes faktisk ikke, det er så svært, lød det fra ministeren.

Men sådan er det jo ikke, lød modsvaret fra Sydslesvigsk Forenings generalsekretær, Jens A. Christiansen.  

- Så er det fordi, I ikke tager jer sammen og får det til at virke. Undskyld, men det her handler om vilje, fortsatte Mette Bock (LA). 

Se en del af Mette Bocks (LA) opsang til det danske mindretal.  Foto: Thor Hedegaard, TV SYD. 
Video: Foto: Thor Hedegaard, TV SYD.

Må ikke slippe det danske sprog

Efter debatmødet uddybede kulturministeren sin kritik over for TV SYD.

- Det skal selvfølgelig være sådan, at i de danske skoler, foreninger og institutioner, der taler de voksne dansk. At børnene svinger mellem tysk og dansk er der overhovedet ikke noget nyt i. Det er ikke noget problem, siger Mette Bock (LA).

- Sproget er en vigtig kulturbærer. Det er sådan, det er. Hvis vi mangler det danske sprog som en bærende faktor i det danske mindretal, så mener jeg, at det hele skrider. Sproget er så vigtig en identitetsmarkør og bærer af kulturen, at det må man ikke give slip på.

- Vi kan blive bedre

Efter debatten erkendte Jens A. Christiansen, at der er plads til forbedringer i forhold til at benytte sig af det danske sprog i det danske mindretal.

- Vi kan blive bedre. Jeg kunne godt ønske mig, at de almindelige mindretalsborgere havde lidt større bevidsthed om, at de også har en mission om, at det danske skal fremmes. Selvfølgelig skal der være en vis form for naturlighed omkring det sprog, man kommunikerer på, men jeg kunne godt ønske mig, at man fik trukket dansk mere ind i hverdagens omgangssprog, fortæller Jens A. Christiansen, mens generalkonsul i Flensborg, Henrik Becker-Christensen, glædede sig over debatten om sproget.

- Det er en debat, der kommer op med års mellemrum. Det er mere bevidstheden om fortsat også at bruge sproget, der er det vigtige. Det er derfor debatter er glædelige. Jeg tror, det vil være et stedsevarende hækkeløb med vores sprogdebatter, lød det fra generalkonsulen i Flensborg.