Lars Løkke bilægger striden mellem København og Kiel

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har nu bilagt striden  mellem den danske regering og regeringen i den tyske delstat Slesvig-Holsten.

Striden opstod, da landsregeringen i Kiel reducerede tilskuddene til de danske mindretalsskoler i Sydslesvig med 4,5 millioner Euro i 2011.

I et interview med Der Nordschleswiger i Aabenraa lørdag siger statsministeren, at takket være et ekstratilskud fra forbundsregeringen i Berlin på 3,5 millioner euro til de danske skoler, er der fundet en løsning "som er til at leve med".
- Og så skal vi videre, mener Lars løkke.

Både statsministeren, udenrigsministeren samt adskillige folketingsmedlemmer fra flere partier har i den sidste tid støttet det danske mindretals protester mod nedskæringerne fra Kiel.

Løkke understreger dog i interviewet, "at der er nogle grundlæggende principper man ikke må gøre vold på".

- København-Bonn-erklæringerne fra 1955 er et værdigrundlag under vores samarbejde, og det skal man respektere.

Jeg synes, at det have været rarere, hvis vi havde været hele det intermezzo foruden", siger statsministeren til Der Nordschleswiger.