Mindretal: EU's borgerinddragelse er en narresut

EU-Kommissionen har afvist et forslag, som mere end en million europæere har skrevet under på. - De har intet forstået, siger mindretal.

"En narresut". "Utroligt skuffende".

Så kontant beskriver det danske og tyske mindretal i fællesskab EU- Kommissionens nylige afvisning af underskrifter fra mere end en million borgere fra mindretal i de europæiske lande, også fra Danmark og Tyskland.

Det er Flemming Meyer, formand for det danske mindretal i Sydslesvig, der efter afvisningen kalder EU’s borgerindragelse for en narresut.

Og det er Hinrich Jürgensen, formand for det tyske mindretal i Danmark, der kalder afvisningen utroligt skuffende.

Nej

Torsdag sagde EU-Kommissionen nej til en opfordring fra borgerne om, at EU skal vedtage lovgivning, som sikrer mindretals rettigheder i de europæiske lande.

Den mulighed for borgerindragelse indførte EU i 2012 for at imødegå kritik af, at det europæiske samarbejde ikke havde kontakt til de europæiske borgere.

quote

De havde en enestående chance for at vise, at de tager folkelighed alvorligt. Den chance har de misset.

Hinrich Jürgensen, formand, det tyske mindretal i Danmark.

- Det har nu vist sig at være en narresut. De folk, der er skuffet over EU, har god grund til at være skuffet. Afvisningen skader EU utroligt meget, siger Flemming Meyer til TV SYD.

Og formanden for det tyske mindretal i Danmark, Hinrich Jürgensen, Tinglev, ryster på hovedet:

- De havde en enestående chance for at vise, at de tager folkelighed alvorligt. Den chance har de misset.

Skaber fred

- Her i det dansk-tyske grænseland har vi vist, at respekt for mindretal er fredsskabende. Her er vi gået fra fjendskab til venskab, men det er bestemt ikke alle mindretal i Europa, der har samme rettigheder, som vi har. Afvisningen er meget ærgerlig, siger Hinrich Jürgensen, og Flemming Meyer supplerer:

- Dette viser, at EU mangler forståelse og respekt for mindretal. Det er utroligt skuffende. De viser, at de slet ikke har forstået, hvor værdifulde mindretal er.

quote

Det er utroligt skuffende. De viser, at de slet ikke har forstået, hvor værdifulde mindretal er.

Flemming Meyer, formand, det danske mindretal i Sydslesvig.

Hver syvende er i mindretal

Hver syvende boger i de europæiske lande tilhører et mindretal. Sammenslutningen af europæiske mindretal, FUEN, har samlet 1.123.422 underskrifter for at få EU-kommissionen til at sikre deres rettigheder.

Den 17. december stemte omkring to tredjedele af Europa-Parlamentet ja til forslaget, Minority Safe Pack.

Den 14. januar sagde EU-Kommissionen nej med begrundelsen, at det ligger udenfor EU's område at lovgive om nationale mindretal.

Det er præcis det modsatte af, hvad EU-Domstolen forinden har afgjort nemlig, at mindretalslovgivning ligger indenfor EU's juristiktion.


Hinrich Jürgensen, formand for det tyske mindretal i Danmark.
Hinrich Jürgensen, formand for det tyske mindretal i Danmark.