Nazihærværk rammer Istedløven

Ukendte gerningsmænd har overmalet nationalsymbolet Istedløven med hagekors på Flensborg Gamle Kirkegård.

Ukendte gerningsmænd har udsat et af Danmarkshistoriens vigtigste monumenter for hærværk. Det drejer sig om Istedløven, der siden efteråret har befundet sig på den gamle kirkegård i Flensborg.

Ifølge politiet i Flensborg er løven blevet bemalet med hagekors. Det er sket i den forgange uge, politiet beder nu om hjælp fra vidner.

Politiet har indledt en efterforskning i sagen, der ud over hærværk drejer sig om brugen af ulovlige kendetegn, i dette tilfælde hagekors.

Politiet oplyser desuden, at man i forbindelse med efterforskningen har sikret sig spor på gerningsstedet.

Symbol på kamp mod overmagt

Istedløven har igennem 150 år været et symbol på dansk modstand mod den tyske overmagt mod syd.

Løven blev rejst på kirkegården i Flensborg i 1862 til minde om sejren i Slaget ved Isted i den Første Slesvigske Krig i 1850.

Flensborg var på det tidspunkt en del af Danmark, men i 1864 erobrede tyskerne Holsten, Sydslesvig og Sønderjylland, og løven kom derfor på tyske hænder og ført til Berlin som Krigsbytte.

Efter Anden Verdenskrig vendte Istedløven tilbage til Danmark og blev opstillet ved Tøjhusmuseet i København.

Sidste år blev løven så for en gangs skyld flyttet på fredelig manér. Det skete efter anmodning fra Flensborg, som ønskede løven tilbage på sin oprindelige plads på den gamle kirkegård i byen.