Nu bliver det lettere for dansksindede sydslesvigere at få dansk pas

Fremover er det ikke nødvendigt at gå til indfødsretsprøve for at få dansk statsborgerskab.

Et flertal i Folketinget har indgået aftale om at ændre indfødsretskravene til dansksindede sydslesvigere.

Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet i en pressemeddelelse.

I dag er det et krav, at sydslesvigere, som bor i Danmark og gerne vil have dansk statsborgerskab efter lempeligere regler, skal være født i Sydslesvig.

Fremover vil reglerne også gælde ansøgere, som er opvokset i Sydslesvig.

- Det danske mindretal i Sydslesvig er historisk set en del af Danmark. Og jeg synes, det er naturligt, at de dansksindede sydslesvigere, der ønsker at blive danske statsborgere, har mulighed for at søge på lempede vilkår, udtaler udlændinge- og integrationsministeren Mattias Tesfaye (S).

De lempeligere regler dækker over, at man ikke behøver at opfylde kravet om en tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Man behøver heller ikke at bestå Prøve i Dansk 3 eller Indfødsretsprøven, hvis man har gået i en dansk skole.

Det danske mindretal i Sydslesvig er betegnelsen på den dansksindede folkegruppe, der bor i den nordlige del af den tyske delstat Slesvig-Holsten. Det bliver også kaldet Sydslesvig.

Det er S-regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative og Liberal Alliance, som står bag aftalen.

Ændringerne vil efter planen træde i kraft 1. februar.