Politiet afviste slesvig-holstensk familie ved grænsen

André og Claudia Arnold fra Slesvig-Holsten blev fredag formiddag afvist ved grænsen, da de var på vej i sommerhus på Fanø. Men ingen forstår hvorfor, da de burde kunne rejse ind i landet uden problemer frem til midnat.

Opdatering: Artiklen er opdateret med informationen om, at familien i eftermiddag har fået lov til at krydse grænsen.

André Arnold og hans kone Claudia fra Aumühle i Slesvig-Holsten fik torsdag et opkald fra Danibo på Fanø, om at de var velkommen til at begynde deres to ugers ferie på øen allerede fredag.

På den måde behøvede de nemlig ikke en negativ coronatest, der er maks. 72 timer gammel, da de er fra Slesvig-Holsten, og borgere derfra først skulle omfattes af den regel fra midnat - og altså ikke før.

Turister fra alle andre steder i Tyskland vil slet ikke kunne komme ind i Danmark, også selvom de har en negativ coronatest.

Men fredag ventede familien Arnold i tre timer lige syd for den dansk-tyske grænse for at høre, hvad der var op og ned i sagen.

- Vi forstår slet ingen ting, siger André Arnold til TV SYD, og fortsætter:

- Vi kom ved 11-tiden efter to og en halv times kørsel fra vores hjem, og der blev vi afvist af grænsebetjentene, der ville se en negativ coronatest, forklarer han.

Ifølge André Arnold blev yderligere fem familier også fra Slesvig-Holsten afvist af grænsebetjentene, da de ville køre over grænsen til Danmark.

Hanne Thyssen fra Danibo på Fanø er rasende.

- Det er altså en katastrofe. Vi har brugt så meget tid på at hjælpe folk, så alt gøres efter reglerne, men så møder vi det her, som helt klart ikke er det, myndighederne har meldt ud. Folk fra Slesvig-Holsten skal først vise en negativ coronatest fra midnat. Punktum, siger Hanne Thyssen.

Familien Arnold er her til eftermiddag kommet over grænsen.

TV SYD har forsøgt at få en forklaring fra Syd- og Sønderjyllands Politi, men de er endnu ikke vendt tilbage.