Så kan TV SYD atter ses uden udfald syd for grænsen

I en periode har TV SYDs og TV 2s seere i Sydslesvig været plaget af billedfrysninger og pixeleringer, når de fulgte de danske udsendelser på kabelnettet fra Kabel Deutschland. Nu er fejlen rettet og Kabel Deutschland beklager dårlig kunde-service.

Efter utallige henvendelser fra tv-seere i Sydslesvig, der modtager TV SYD og TV 2 Danmark fra Kabel Deutschland (KD), havde Sydslesvigsk Forening som det danske mindretals kulturorganisation sendt et klagebrev til kabel-netudbyderen Kabel Deutschland og bedt dem tage affære.

Det er nu sket, har Kabel Deutschland meddelt SSF.

Et TV2-modtagermodul var gået i stykker i Kabel Deutschland to centrale såkaldte playout-centre, og det var lidt af en opgave for Kabel Deutschlands teknikere at finde frem til årsagen for de KDs teknikere har skiftet modulerne ud, så modtagelsen skulle være stabil igen.

Kabeludbyderen beklager, at kunder, der henvendte sig til dem, havde fået ukorrekte oplysninger af servicemedarbejderne, idet disse blot henviste kunderne til lokale serviceteknikere, som de selv skulle betale, men som ingen fejl fandt ved modtagerudstyret.

Kabel Deutschland har samtidig oplyst, at de nu har rettet henvendelse til Danmarks Radio vedrørende en digital distribution af DR1 i det sydslesvigske kabelnet. Efterspørgslen er der og teknisk skulle der ingen problemer være med en omstilling.

Endnu distribueres DR1 analogt syd for grænsen, men Kabel Deutschland ser gerne, at distributionen ændres til digitalt. TV 2 distribueres allerede digitalt.