Sommerhusudlejer: Hurtigtest ved grænsen kommer for sent

Et nyt testcenter med coronalyntest står fra i dag klar til at teste slesvig-holstenene, som skal på ferie i Danmark. For Feriepartner Rømø, der primært udlejer sommerhuse til tyskere, kommer initiativet dog for sent.

Der står kun 150 sommerhusbookinger tilbage for julen og nytåret i bookingsystemet hos Feriepartner Rømø. For godt en måned siden var det tal 700.

quote

Initiativet er godt, men det kommer for sent. Og det gælder kun for Slesvig-Holsten, så det er ikke noget, vi kan bruge til noget.

Martin Vestergaard, bureauchef hos Feriepartner Rømø

Men for en uge siden valgte udlejningsbureauet, at de mange tyske julegæster skulle have mulighed for at ombooke juleferien og placere den på et senere tidspunkt i 2021.

Det valgte rigtig mange at gøre på grund af den nuværende coronasituation, som ikke tillader tyskere at rejse ind i Danmark - med mindre de kommer fra Slesvig-Holsten og kan fremvise en negativ coronatest.

Lyntest ændrer intet

Derfor ændrer det ikke meget for Feriepartner Rømø, at feriegæster fra Slesvig-Holsten nu kan få foretaget en coronalyntest ved Scandinavian Park lige syd for grænsen. Det nye testcenter skal sikre, at tyskere fra Slesvig-Holsten ikke dropper den planlagte ferie, fordi det er for besværligt at få lavet den krævede test. Men Feriepartner Rømøs bureauchef Martin Vestergaard mener, at initiativet kommer for sent. 

Initiativet er godt, men det kommer for sent. Og det gælder kun for Slesvig-Holsten, så det er ikke noget, vi kan bruge til noget. Vi har 150 bookinger tilbage. 33 er fra Danmark og kun 10 bookinger kommer fra Slesvig-Holsten, siger Martin Vestergaard.

Kan ikke redde alle

Poul Fejer Christiansen er viceformand i Feriehusudlejernes Brancheforening, som sammen med Falck står bag åbningen af det nye lyntestcenter syd for grænsen. Han kunne også have ønsket sig, at testcenteret var åbnet tidligere.

- Det har været i absolut sidste øjeblik. Men det er, hvad der er muligt lige nu. Der er en hel del tyske gæster, som får glæde af det. Men vi ikke kan redde alle. Derfor må vi gøre det, vi kan, siger Poul Fejer Christiansen.

Han understreger samtidig, at Feriehusudlejernes Brancheforening arbejder benhårdt på, at alle tyske feriegæster skal kunne bruge en negativ lyntest, som adgangsbillet til Danmark.

- Det er vi i meget klar dialog med myndighederne om. Hvis folk er smittefri, så kan vi ikke se et problem i, at de kommer til Danmark. Derfor kan det kun gå for langsomt i forhold til, at regering og myndigheder får ændret på reglerne, siger han. 

Julesæson gør av

Bureauchef Martin Vestergaard håber, at indsatsen giver pote inden længe.

- Vores tyske gæster vil rigtig gerne herop. Hvis grænsen åbner, eller man kan få en hurtigtest, så bliver det hele booket igen, siger Martin Vestergaard. 

Foreløbig satser han dog mest på at få lejet nogle af de mange ledige sommerhuse ud til danske julegæster. Men han regner ikke med at hente meget af den tabte fortjeneste.

- Det har jeg svært ved at tro på, at vi kan. Hvis vi lander på 80 eller 100 bookinger fra Danmark, så tror jeg ikke, vi kan forlange mere. Julesæsonen kommer til at gøre av, siger Martin Vestergaard.