Ti år med åbne grænser

Fredag er det ti år siden, at paskontrollen ved den dansk-tyske grænse blev nedlagt som følge af Schengen-samarbejdet i EU.

Danmark tilsluttede sig i 1997 Schengen-samarbejdet, og 25. marts 2001 blev den faste grænsekontrol mellem Danmark og Tyskland nedlagt. Kontrollen er blevet afløst af jævnlige grænsekontroller, hvor politiet og andre myndigheder stopper alle mistænkelige rejsende.

Formanden for Region Sønderjylland-Schleswig, Landrat Dieter Harrsen, siger, at afskaffelsen af den faste grænsekontrol har styrket den regionale identitet og medvirker til at skabe et fælles økonomisk område.

- Derfor kan kravet om at genindføre grænsekontrollen kun betragtes som et tilbageskridt. Nye paskontroller ville reducere de grænseoverskridende kontakter og være ensbetydende med en klar mobilitetsbarriere, mener formanden.

Flere kriminelle

Dansk Folkeparti er fortaler for at genindføre den faste grænsekontrol.

Partiet mener, at der er en direkte sammenhæng mellem den åbne grænse og øget illegal indvandring samt "frit spil" for kriminelle østbander.

Rigspolitiet oplyser, at antallet af sigtelser for overtrædelse af straffeloven, narko-lovgivningen og våbenloven mod Østeuropæiske kriminelle er steget i de senere år. Det gælder især kriminelle fra Bulgarien, Litauen, Polen og Rumænien.

Antallet af sigtelser mod statsborgere fra de fire lande er steget til 3.721 i 2010 fra 1.712 i 2006.

De 3.721 sigtelser udgør seks procent af det samlede antal sigtelser på 60.000 for overtrædelse af straffeloven, lov om narko, og våbenloven.

Politiet kan ikke svare på, om det stigende antal sigtelser mod østkriminelle har sammenhæng med Schengen-aftalen. Gennem årene er der også sket en liberalisering af EU-borgeres adgang til det danske arbejdsmarked.

Mens EU har fået mere åbne grænser, er grænsekontrollen ved EU's ydre grænser blevet forstærket.