Tjen penge på ”grænsekontrol”

Er du gambler, kan der være penge at hente i dronningens nytårstale. Især, hvis hun siger ordet ”grænsekontrol”.

Dronningens nytårstale er en tradition. En af dem, mange ikke vil undvære. I år holder Dronning Msrgrethe sin seksogfyrretyvende af slagsen. Er du en af dem, der ikke var videre begejstret for de første femogfyrre, så findes der en måde at gøre talen til nationen en anelse mere interessant.

Flere spiludbyder giver mulighed for at satse penge på, hvilke ord der vil optræde i dronningens nytårstale. Oddsene er sat af såkaldte eksperter hos spillefirmaerne – de har taget udgangspunkt i, hvad majestæten plejer at nævne, og hvilke temaer og begivenheder, der har præget nyhederne i 2016.

En del af de temaer relaterer sig til vores del af landet. Tror man på, at nogle af dem, finder vej over de kongelige læber på Amalienborg klokken 18.00, kan der være penge at hente.

Skulle Dronning Margrethe for eksempel sige ordet ”grænsekontrol” kan man få pengene 20 gange igen hos bettingfirmaet 888sport.dk.

Leder man efter en mere sikker investering, er grænseområdet også leveringsdygtigt. Oddssætterne er stort set 100 procent sikre på, at der igen i går vil være en hilsen til det danske mindretal i Sydslesvig. Får de ret, siger dronningen ”Sydslesvig”, giver det kun pengene 1,18 gange igen.

quote

 Dronning Margrethes tale er et udtryk for konstant kærlighed til befolkningen – inklusiv os i Sydslesvig.

Bernd Engelbrech, pressesekretær, Sydslesvigsk Forening

Men så er man også sikker på gevinst, lyder det fra Bernd Engelbrech, på hans sidste dag som pressesekretær i Sydslesvigsk Forening - efter mere end 25 år i SSFs og mere end 45 år i mindretallets tjeneste..

- Jeg er overbevist om, at hun nævner Sydslesvig. Det har hun gjort i snart 50 år, og det bliver hun ved med, siger han til TV SYD.

For det danske mindretal betyder den hilsen en del. Meget mere, end 1,18 gange pengene igen.

- Det kan man mærke, når man snakker med folk på gaden efter talen. De nævner, at det var dejligt, at dronningen havde sendt en hilsen. Hernede har man også nytårstaler fra eksempelvis Bundeskansleren, men det er slet ikke det samme. Dem er folk ligeglade med. Dronning Margrethes tale er et udtryk for konstant kærlighed til befolkningen – inklusiv os i Sydslesvig. Det holder folk af, fortæller Bernd Engelbrecht.

På trods af sin overbevisning om, at Sydslesvig endnu engang finder vej til talen, har Bernd Engelbrecht ikke tænkt sig at sætte penge på det.

- Jeg spiller og vædder aldrig. Men held og lykke til dem, der gør. Jeg håber, de hiver nogle millioner hjem, siger han.