Tysk naturfredningsforening indleder retssag om dåsepant: - Mange tusinde dåser havner i naturen

Danskerne skal ikke betale pant for øl- og sodavandsdåserne i grænsebutikkerne, men det skal der nu ændres på, mener den tyske naturfredningsforening, Deutche Umwelthilfe.

Når ikke verden er i en coronapandemi, så kører danskerne gladelig over grænsen og fylder bagagerum og trailere med dåseøl og sodavand.

Grænsebutikkernes dåser er billige uden pant, men danskerne kan se frem til, at priserne på de flydende væsker stiger, hvis den tyske naturfredningsforening Deutche Umwelthilfe får lov at bestemme.

Foreningen har nemlig trukket Slesvig-Flensborg Kreds i retten, da de mener, der skal være pant på de tyske dåser.

- Vi har i 15 år arbejdet på en politisk løsning, men den er stadig ikke kommet, og derfor har vi valgt at indgive en klage, siger Henriette Schneider, der er ekspert i cirkulær økonomi i naturfredningsforeningen, Deutche Umwelthilfe.

1,4 milliarder kroner

Spørgsmålet om den tyske dåsepant har været debatteret i flere år af både politikere og organisationer. 

I Tyskland bliver der opkrævet tysk pant på drikkevarer, der sælges til private kunder, men når danskerne tager over grænsen og eksporterer grænsevarer ind i Danmark, så skal den tyske pant ikke længere betales. 

Henriette Schneider håber, at med pant på dåserne vil der komme mindre affald i naturen.
Henriette Schneider håber, at med pant på dåserne vil der komme mindre affald i naturen.

Derfor er argumentet hos den tyske naturfredningsforening også, at med en tysk dåsepant vil antallet af dåser i naturen blive reduceret.

- I Tyskland bliver der hvert år solgt 650 millioner pantfrie dåser til danskerne, og mange tusinde af dem havner i naturen. Det kan betyde, at der bliver frigivet miljøskadelige stoffer, siger Henriette Schneider og tilføjer:

- Da pantsystemet blev indført i Tyskland i 2003, var der også store bekymringer om mindre salg, men de bekymringer blev gjort til skamme, og med forskellen på de tyske og danske priser tror vi ikke, at det vil gøre, at danskerne vil stoppe med at købe øl og vand i Tyskland.

Ifølge tal fra Skatteministeriet handler danskerne øl og sodavand for 1,4 milliarder kroner i grænsebutikkerne om året.

Uforstående kreds

I kredsen på den tyske side af grænsen forstår Wolfgang Buschmann, amtmand i Slesvig-Flensborg, ikke, hvorfor en retssag er nødvendig.

Han forklarer i en pressemeddelelse, at han er irriteret over, at distriktet beskyldes for at være passive.

- Måske giver retssagen mulighed for ikke kun at fokusere på aktiv miljøbeskyttelse, men også på de økonomiske og arbejdsmæssige aspekter på denne side af grænse.