Tysklands-analytiker: SSW skal finde nogle venner i Forbundsdagen

Det er en sensation, at SSW har fået så flot et stemmetal og bliver repræsenteret i Forbundsdagen. Men spidskandidat Stefan Seidler risikerer at blive en konge uden land, siger TV 2's Tysklands-analytiker Mirco Reimer-Elster.

Når jublen over, at det danske mindretalsparti SSW bliver repræsenteret i den tyske Forbundsdag, har lagt sig, venter der en vanskelig opgave forude.

Det vurderer TV 2's Tysklands-analytiker Mirco Reimer-Elster, der mener, at det nyvalgte forbundsdagsmedlem Stefan Seidler risikerer at stå uden reel politisk indflydelse.

- Stefan Seidler kan slå rigtig meget i det bord, han sidder ved. Men han kommer til at sidde alene ved det bord, hvis han ikke allierer sig med andre medlemmer i Forbundsdagen, siger han.

Ifølge TV 2s Tysklands-analytiker bliver det helt afgørende for SSW, at det lykkes at få nogle gode venner i Berlin. Især hos nogle af de øvrige forbundsmedlemmer der også er blevet valgt i Flensborg og Slesvig-Holsten.

Her peger Mirco Reimer-Elster for eksempel på Robert Habeck fra De Grønne, der fik et glimrende valg i Slesvig-Holsten.

- Han er i en helt anden liga og sidder i toppen af et parti. Samtidig er han et godt bud på en minister i den kommende tyske regering, fortæller analytikeren.

Mirco Reimer-Elster slår dog samtidig fast, at det har en kæmpestor signalværdi for det danske mindretal, at SSW igen får en plads i Berlin efter mere end 60 år.

Vi kan gøre en forskel

Hos SSW er partiets Landsformand Flemming Meyer sådan set enig i, at partiet nu skal i gang med at skabe et netværk i Berlin, men han er ikke enig i, at partiet ikke kan gøre en forskel.

- Troen på at en enkelt mand ikke kan gøre en forskel, det er helt forkert. Stefan Seidler kan være med til at sætte problemer på dagsordenen og stille spørgsmål, som de andre medlemmer er tvunget til at forholde sig til.

- Vi er klar over, at det ikke bliver let, men jeg mener godt, vi kan udrette noget i Forbundsdagen. Stefan Seidler er jo ikke helt alene, han har en stab af medarbejdere med sig, siger Flemming Meyer.

Landsformanden fortæller, at SSW ikke har planer om at binde sig til en bestemt koalition i Forbundsdagen. Partiet vil i stedet forhandle sig frem fra sag til sag.