Vejle-fodboldfan kan blive valgt til det tyske parlament

Stefan Seidler med rødder i Flensborg og Vejle har gode chancer for at komme i den tyske forbundsdag for SSW. Han inspireres af Vejle og Danmark.

Søndag den 26. september kan Stefan Seidler skrive politisk historie. Her har det danske mindretalsparti SSW gode chancer for at blive valgt til den tyske forbundsdag i Berlin. Og den 41-årige spidskandidat tager inspiration med fra blandt andet Vejle og fra det danske grænseland. 

- Jeg er Flensborg-dreng, men har også boet og arbejdet i Vejle, og jeg tager inspiration med fra Danmark. For eksempel kan tyskerne kigge misundeligt på Danmark, når det handler om digitalisering. Vi skal kunne betale med kort alle steder og have bredbånd overalt. Og vi skal have fælles, digitale platforme for vores skoler og forvaltninger, som nu er håbløst analoge, siger Stefan Seidler. 

Væk med grænsekontrol

Men det er især grænseregionen, der optager spidskandidaten. Han blev født i Flensborg, hvor hans far var lærer, og hans mor kom oprindeligt fra Aabenraa. Hun blev formand for SSW i Flensborg og byrådsmedlem. 

- Jeg har grænselandet i hjertet, og det bringer jeg med til Berlin. Det er frygteligt, at der er grænsekontrol, når det er mere effektivt med et tæt samarbejde mellem dansk og tysk politi. Jeg vil også fokusere på, at Slesvig-Holsten er en udkant, der slet ikke får den samme støtte og udvikling, som man gør i metropoler som Bayern. Det gælder for uddannelser og trafik og meget andet, siger Stefan Seidler.

Stefan Seidler inden endnu et valgmøde onsdag aften i Flensborg.
Stefan Seidler inden endnu et valgmøde onsdag aften i Flensborg.
Foto: Claes Adel, TV SYD

Vejle-Kiel 1-1

I 2001 flyttede han til Danmark for at studere statskundskab i Aarhus. Han mødte sin senere kone, danske Marianne, og han fik job i regionshuset i Vejle. 

- Jeg arbejdede med grænseoverskridende projekter og endte med at lede Region Syddanmarks dansk-tyske samarbejde. I 2014 ringede Anke Spoorendonk, som var minister i Slesvig-Holsten, og spurgte, om jeg ville arbejde for Slesvig-Holstens regering i Kiel, og det har jeg gjort lige siden, siger Stefan Seidler.

Han føler sig ikke splittet mellem Danmark og Tyskland. 

- Jeg ser grænseregionen som ét sammenhængende område. Både Vejle og Flensborg er fjordbyer, og Vejles fantastiske udvikling kan være en inspiration for Flensborg. Jeg står lige gerne på Vejle Stadion og ser VB, som jeg ser fodbold i Kiel - eller håndbold i Flensborg eller Kiel, siger Stefan Seidler. 

Gode chancer

Han vil ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt. Men umiddelbart ser det fint ud for  SSW og Stefan Seidler. Ved det seneste regionale valg, landdagsvalget, fik SSW 49.000 stemmer, og det vil være nok til at sikre et mandat. 

Som repræsentant for det danske mindretal skal SSW ikke bekymre sig om spærregrænsen på fem procent, som ellers gælder for Forbundsdagen. Den blev mindretallene nemlig undtaget fra i København-Bonn-erklæringen fra 1955.