12-årig syet med 46 sting efter eksplosion ved kemishow
Tre børn og en kemistuderende blev såret ved kemishowet på Tønder Bibliotek den 7. september. Et af de tilskadekomne børn måtte sys med 46 sting i overarmen.
Da kemishowet på Tønder Bibliotek gik galt lød den første melding fra politiet på, at tre børn var kommet lettere til skade.
Men ifølge en far til en 12-årig dreng, endte hans søn med at få 46 sting i overarmen, oplyser han på Facebook.
Det skriver JydskeVestkysten.
Eksplosionen skete under et forsøg, der kaldes 'Ånden i flasken', hvor en kemisk reaktion skaber en sky af røg, som under normale omstændigheder vil flyve ud af flasken.
Men det har vist sig at være en forkert prop på flasken, der blev brugt under et kemishowet, og som udløste eksplosionen. Det konkluderede institutleder Kim Lambertsen Larsen fra Aalborg Universitet, efter at have kigget nærmere på, hvad der gik galt under showet, der blev udført af kemistuderende fra universitetet.