2.000 ton træpiller har brændt det meste af natten
En lade med træpiller ved Toftlund har brændt det meste af natten.
Kl. 22.38 tirsdag aften fik politiet anmeldelse om, at en lade med 2.000 ton træpiller brændte i Toftlund.
Fem timer senere kl. 03.47 kunne Brand og Redning Sønderjylland meddele, at branden var slukket.
- Det drejer sig om en lade på 800 kvadratmeter med 2.000 ton træpiller, fortæller Jacob Matthiesen, vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi.
Det er ukendt, hvordan branden er opstået. Men vagtchefen oplyser, at der er en mistanke om, at den er opstået ved en sorteringsmaskine, fordi det er det eneste sted, der er elektricitet.
Ingen personer er kommet til skade ved branden.
Røgen ikke farlig
Politiet opfordrede i nat beboere i Toftlund til at lukke vinduer og døre.
Laden ligger mellem Gøttrupvej og Grønningen i Toftlund.
Røgen var ikke farlig, men kunne virke generende, oplyste politiet på X ved midnatstid.