27-årig flygtede fra politiet med 200 km/t

En mand fra Tønder er blevet anholdt og sigtet i sag om vanvidskørsel.

Syd- og Sønderjyllands Politi har anholdt en 27-årig mand fra Tønder, der bliver sigtet i en sag om vanvidskørsel.

I første omgang havde Syd- og Sønderjyllands Politi omkring klokken 13 i forbindelse med en rutinekontrol bedt en 27-årig mand om at holde ind til siden på en omfartsvej ved Sønderborg på Als. Det gjorde manden dog ikke.

I stedet kørte han nordpå til landsbyen Guderup via Augustenborg og Ketting, der også er på Als, og her blev han fanget af en patrulje. Men det stoppede ham altså heller ikke.

Han flygtede igen i bilen ad samme rute tilbage mod Sønderborg, hvor han ramte Sønderborgmotorvejen og kørte mod vest, før han drejede af ved Søgård ad Flensborg Landevej.

Endelig blev han helt standset i et kryds ved Flensborgvej/Tinglevvej, og her blev han anholdt klokken 13.40 - altså 40 minutter efter at man i første omgang havde forsøgt at standse manden.

Undervejs kom køretøjet op på cirka 150 kilometer i timen på landevejene og cirka 200 kilometer i timen på motorvejen.

To patruljevogne blev beskadiget i forbindelse med politijagten, men ingen personer kom til skade.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser til TV SYD, at de endnu ikke kender motivet for flugten, og at anklagemyndigheden skal tage stilling til en eventuel fremstilling i grundlovsforhør torsdag.