45 nye medarbejdere skal hjælpe med at inddrive offentlig gæld

Medarbejderne skal forbedre servicen på Gældsstyrelsens telefoner i Tønder.

Gældsstyrelsens afdeling i Tønder skal finde 45 nye medarbejdere.

De mange nye ansattes skal hjælpe med faglig vejledning ikke mindst over telefonen.

- Det er en opgave, vi ønsker at optimere på, så vi øger kvaliteten og serviceniveauet. Vi håber også at kunne nedbringe ventetiden, og det kræver flere hænder, forklarer Brian Breer Clausen, der er underdirektør i Gældsstyrelsen i Tønder, der ser frem til de mange nye medarbejdere kan begynde arbejdet til oktober:

- Vi glæder os til at få de nye medarbejdere ansat, så kommer vi op på de 240 medarbejdere, som vi hele tiden har fået stillet i udsigt, så det er rigtigt glædeligt.

Gældsstyrelsen er på jagt efter ansatte med et imødekommende væsen, og samtidig skal de være habile it-brugere.

Skal være dygtige til at forstå mennesker

Folk med en baggrund som finansøkonom, kontorassistent eller revisorassistent er favoritter til jobbene, men styrelsen understreger, at de personlige egenskaber vægter højt.

- Vi søger selvfølgelig folk med den rette faglighed. De skal være grundige og servicemindede. Men det er også rigtigt vigtigt, at de er empatiske og har forståelse for de menneskelige udfordringer, der kan ligge bag for skyldnerne i den anden ende, siger Brian Breer Clausen.

Gældsstyrelsens inddriver gæld til det offentlige, som offentlige kreditorer ikke selv kan opkræve. Sidste år lykkedes det styrelsen at inddrive 8,7 mia. kroner. Det er rekord.

Fakta om Gældsstyrelsen:

Den 1. juli 2018 blev SKAT erstattet af syv nye styrelser.

  • Gældsstyrelsen er etableret under Skatteministeriet og har ansvaret for at inddrive borgeres og virksomheders gæld til det offentlige.
  • Gældsstyrelsen har hovedsæde i Middelfart og har lokationer syv steder i landet – foruden Tønder er det Ringkøbing, Thisted, Grenaa, Roskilde, Middelfart og Randers.
  • Gældsstyrelsen vil i 2021 bestå af omkring 1.500 medarbejdere, hvoraf de 240 vil arbejde i Tønder. Med ansættelsen af de 45 nye medarbejdere er 240 ansat i Tønder.

Kilde: Gældsstyrelsen