Ældre kvinde hjalp politiet på sporet af et halvt kilo hash og 14.000 i kontanter

To mænd er sigtet for narkohandel i Tønder, efter en ældre kvinde indleverede en taske til en politiet.

Politiet i Tønder gjorde store øjne, da det fandt 558 gram hash samt 14.000 kroner i kontanter.

Det blev fundet i et pengeskab, som politiet fandt efter en ældre kvinde havde ledt dem på vej.

For kvinden havde indleveret en bæltetaske som hittegods, og i tasken fandt politiet udover 20 gram hash også et sygesikringsbevis med en adresse.

Og da politiet efterfølgende opsøgte adressen på sygesikringsbeviset, var der gevinst.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Under ransagningen fandt politiet nemlig et pengeskab, der indeholdt 558 gram hash og 14.000 kroner.

De to mænd på adressen blev efterfølgende anholdt og sigtet for narkohandel.

Efter afhøring blev mændene løsladt og kan nu vente et retsligt efterspil.