Aluminium på skemaet

Tønder Gymnasium får et nyt tilbud til de elever, der er interesserede i naturvidenskab, nemlig et læringsrum med fokus på aluminium.

Det nye Alu Science Center har aluminium som tema. Eleverne får mulighed for at arbejde med det lette metal, både teoretisk og praktisk. Folk, der har prøvet, ved, at det er anderledes at arbejde med aluminium end de fleste andre metaller.

Det er penge fra Novo Nordisk Fonden, der har gjort det muligt at starte centret. Der er flere virksomheder i Tønder, der arbejder med aluminium.

- Det er et samarbejde mellem Tønder Gymnasium, folkeskolerne og erhvervslivet, der nu skal foldes ud og skabe bedre muligheder for, at virksomhederne kan tiltrække flere ingeniører, siger initiativtager lektor Haldor Bogh.

Det er meningen, at eleverne skal på besøg på lokale virksomheder som en del af undervisningen. Derudover får de ældste klasser i folkeskolerne og gymnasierne i Region Syddanmark mulighed for at komme og bruge faciliteterne.

Og endelig får naturvidenskabelige elever fra hele landet mulighed for at gennemføre deres store studieretningsopgave i 3. g på Alu Science Center.

Centret indvies torsdag d. 28. november.