Billetter revet væk på ti minutter: Nu kommer der en ny støttekoncert

På grund af den store efterspørgsel har arrangøren af en støttekoncert for Tønder Festival valgt at tilbyde endnu en musikalsk oplevelse i festivalens tegn.

Var du ikke hurtig nok ved tasterne, så kommer der snart endnu en mulighed for at få en billet til en støttekoncert for Tønder Festival. Sidst gik det stærkt. I løbet af ti minutter var alle 380 biletter solgt til koncerten, der afholdes om aftenen.

Nu har arrangørne bag valgt at tilbyde en ekstra koncert – samme dag men om eftermiddagen klokken 14 i stedet for. Her vil Signe Svendsen, Niels Hausgaard, Jacob Dinesen og Mallemuk optræde, spille og synge.

- Der er to formål med koncerten. Det ene er at skaffe penge til Tønderfestivalen. Det andet er at gøre opmærksom på, at Tønderfestivalen ikke kan dø, fortalte arrangøren, Ulrik Tjørnelund Bossen, da den første koncert blev offentliggjort og udsolgt på cirka ti minutter.

Han er lokal lydtekniker og ejer af lydfirmaet Gigrec Productions, der holder til i Møgeltønder. Siden han var lille, har han har været med på Tønder Festival. For 15 år siden var han scenehjælper, og de seneste fire år har han være leverandør til produktionen på Klubscenen og til medarbejderfesterne.

Livestream og par-billetter

Arrangører Ulrik Tjørnelund Bossen fortæller, at de også har forsøgt at tage deres forholdsregler og overholde restriktionerne. Når man køber billetten, følger der to stole med, så der vil være en tom stol mellem hver gæst. Derudover vil der være frivillige corona-vagter til stede, som hjælper gæsterne med at holde afstand og spritte af.

Hos Tønder Festival-teamet er de overvældet over den store interesse, fortæller Maria Theessink, der er kunsterisk leder og pressechef for Tønder Festival.

quote

Vi er så taknemmelige. Vi mærker jo virkelig en enorm velvilje fra hele lokalsamfundet. Og når musikerne, der ligesom hører til Tønder Festival, bare siger ja – det er helt utroligt.

Maria Theessink, kunsterisk leder og pressechef, Tønder Festival

- Vi er så taknemmelige. Vi mærker jo virkelig en enorm velvilje fra hele lokalsamfundet. Og når musikerne, der ligesom hører til Tønder Festival, bare siger ja – det er helt utroligt, siger Maria Theessink og tilføjer:

- Vi havde jo oprettet en venteliste til aftenkoncerten. Jeg mener, at der står 400 på venteliste, så jeg har da en formodning om, at der vil være en interesse for den nye støttekoncert også, siger hun.

På grund af den store interesse har arrangørerne også valgt at livestreame fra aftenkoncerten. Så hvis man ikke får en billet, kan man købe sig adgang og følge med fra stuer og haver i hele landet.

Koncerterne finder sted i Schweizerhalle i Tønder den 29. august. Billetterne til den ekstra støttekoncert og livestream bliver sat til salg fra  mandag 17. august kl. 10.