Cyklist alvorligt kvæstet - hvem er han?

Bilist overså cyklist på mørk landevej ved Agerskov. Fløjet til sygehus med helikopter.

En cyklist blev alvorligt kvæstet efter at være blevet ramt af en bil på Bovvej ved Agerskov, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Cyklisten blev bragt med helikopter til Odense Universitetshospital.

Politiet kender ikke identiteten på cyklisten. Der er tale om en 50 - 60 årig mand iført cykeltøj og medbringende telt og liggeunderlag. 

Der blev fundet et kreditkort i nærheden af manden, men det har stadigvæk ikke været nok til at identificere ham.

Derfor vil politiet gerne have hjælp fra offentligheden. 

Bilist chokeret

Kl. 18.37 fik politiet en melding om, at en bil havde påkørt noget.

- På vejen derud fik vi en melding om, at der var fundet en person tæt på, hvor bilen var kørt i grøften, fortæller Erik Lindholdt, vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi.

Bilisten i personbilen var en 26-årig mand, der slap uskadt fra uheldet. Han var ifølge vagtchefen dog meget chokeret og vidste ikke engang, hvad han havde ramt.

Det er ifølge politiet uvist, om cyklisten havde lys på cyklen.

Bovvej var ved 19-tiden spærret mellem Rangstrupvej og Gammel Tøndervej grundet færdselsuheldet. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.