Efter internt møde i Venstre: - Det er ønsketænkning at begrave stridsøksen

Venstres forretningsudvalg i Tønder vil efter et internt møde nu se fremad og begrave stridsøksen. Men det er ønsketænkning, siger kommunens Venstre-borgmester, Henrik Frandsen.

Efter måneder med ophidsede diskussioner, voldsomme uenigheder og fire medlemmer, der har valgt at smække med døren, skal det være slut. Nok er nok. Det fortæller Lisbeth Bang Pedersen , der er næstformand i Venstres forretningsudvalg i Tønder, efter et internt møde tirsdag aften.

- Der har været ting, der har været svære at håndtere. Lige nu er der en sammensætning i udvalget, hvor vi kommer med forskellige interesser. Bølgerne kan gå højt, men vi kan også ende der, hvor vi giver hinanden hånd på, at nu trækker vi en streg i sandet, siger Lisbeth Bang Pedersen og fortæller, at det er det, man har gjort i forretningsudvalget nu. 

quote

Det er fint, at de i en snæver kreds er blevet enige om det, og at man har et ønske om at sende det signal, men jeg tror også, at det er det – et udtryk for ønsketænkning.

Henrik Frandsen, borgmester, V, Tønder Kommune

Ifølge næstformanden er det lige nu kun i forretningsudvalget, de har begravet stridsøksen, men hun appelerer til, at hendes partifæller gør det samme og vil tale sammen og ikke mindst lytte.

- Det er fint, at de i en snæver kreds er blevet enige om det, og at man har et ønske om at sende det signal, men jeg tror også, at det er det – et udtryk for ønsketænkning, siger Henrik Frandsen, nuværende borgmester i Tønder for Venstre, og manden der har været lidt af et samtaleemne, siden hans partifæller valgte en ny spidskandidat til næste års kommunalvalg; Martin Iversen.

Dyb splid og kaotiske tilstande

Henrik Frandsen understreger, at han ikke var med til mødet og heller ikke ved, hvad der er blevet talt om, men der er ifølge ham stadigvæk dyb splid i Venstre i Tønder.

- Forretningsudvalget har det overordnede ansvar for Venstre i Tønder Kommune, så det ligger i arbejdsopgaverne, at de vil skabe ro og afhjælpe de her kaotiske tilstande. De ønsker en tilstand af fred og fordragelighed. Men Venstre er i dyb splid med sig selv og er ved at gå i opløsning, siger Henrik Frandsen.

Den påstand tror Lisbeth Bang Petersen dog ikke på.

- Selvfølgelig overlever vi. Jeg tror på projektet - ellers var jeg ikke gået ind i det. Der har været en demokratisk afstemning, og det er vi nødt til at anerkende. Så skal vi arbejde videre derfra, og jeg håber, at Henrik Frandsen vil være med til det, siger Lisbeth Bang Pedersen. 

Henrik Frandsen vil endnu ikke fortælle, hvad fremtiden bringer, men han sætter dog en fed streg under, at han er borgmester i Tønder Kommune halvandet år endnu.