Genforeningsplakater anno 2020: - Vores plakat henvender sig til begge folkefærd

Elever fra Tønder Gymnasium og Friedrich-Paulen-Schule Gymnasium i Niebüll har sammen fortolket og lavet deres egne plakater - alle inspireret af valgplakaterne fra 1920. Fredag åbnede udstillingen.

Tre plakater hænger side om side på væggen i udstillingsrummet på Tønder Gymnasium. På den i midten daler Dannebrog ned over en solgul kornmark, mens et idyllisk hus med tilhørende flagstang putter sig bag en bakke. I bunden står der med blokbogstaver: Stem dig hjem.

Den 10. januar er det hundrede år siden, at sønderjyderne stemte sig hjem til Danmark. Dengang hang farverige plakater overalt i byerne og opfordrede folk til at stemme enten prodansk eller protysk. En valgkamp ført på plakater, håndbøger og pjecer.

De tre plakater på Tønder Gymnasium fortæller hver sin historie om forholdet mellem danskerne og tyskerne. Plakaten i midten er 100 år gammel. De to ved siden af er helt nye. Den til højre er lavet af danske gymnasieelever fra Tønder Gymnasium. Den til venstre er lavet af tyske gymnasieelever fra Friedrich-Paulen-Schule Gymnasium i Niebüll, Tyskland.

Siden oktober har gymnasieeleverne lært om Genforeningen og lavet deres egne Genforeningsplakater anno 2020 inspireret af de gamle.

- Vi har valgt en gammel plakat og fortolket den. Farverne går igen, men vores plakat skal henvende sig til både tyskere og danskere, siger Liva Rytter Nicolaisen og viser sin plakat frem.

På plakaten går den gule kornmark igen, og i baggrunden står flagstangen. I forgrunden er der til gengæld to tændstikmænd. Den ene har et tysk flag som krop. Den anden et dansk flag. De smiler, giver hånd og byder hinanden velkommen. I toppen står der: Det er okay at gå over grænserne.

Projektet er støtte af BHJ-Fondens Genforeningspulje, som var inviteret til fredagsfernisering sammen med andre interesserede.
Projektet er støtte af BHJ-Fondens Genforeningspulje, som var inviteret til fredagsfernisering sammen med andre interesserede.
Foto: Karoline Lunddal Dam, TV SYD

Et skoleprojekt

Siden oktober 2019 har Friedrich-Paulen-Schule Gymnasium i Niebüll og Tønder Gymnasium samarbejdet og lært om valgplakaterne fra 1920 og Genforeningen i fagene tysk, historie og billedkunst. I dag blev resultatet af det samarbejdet så offentliggjort. Helt nye Genforeningsplakater – alle inspireret af gamle.

- Man kan med billeder udtrykke nogle følelser, som man kan have svært ved at udrykke på skrift. Nu er de blevet bevidste om, hvilken landsdel de bor i, hvilke udfordringer der var og er, og hvilken fremtid de går i møde, siger Michael Longerich, der er tysk- og historielærer på Tønder Gymnasium.

Ferniseringen finder sted lige op til 100-året for afstemningen. Den 10. januar er den dag, hvor befolkningen i zone 1 – som går fra den gamle grænse langs Kongeåen til den nye grænse - stemte om, hvorvidt de ville være danske eller tyske. Hele forløbet har også sat tanker i gang hos gymnasieeleven Liva Rytter Nicolaisen, der bor i Tønder.

- Det er vigtigt at have noget viden om det, fordi Tønder kunne have været tysk. Derfor er det interessant at vide, hvordan forholdet er i dag.

Den 14. marts åbner udstillingen i Niebüll, som er en del af zone to, der stemte på præcis samme dag. Derudover skal udstillingen forbi Aabenraa, Flensborg og København før den vender tilbage til Tønder i august, hvor gymnasiet fejrer 100-års fødselsdag,