TV der bevæger dig

Her kan du bade under opsyn: Livredderne er tilbage i tårnene

Fra fredag og hele sommeren er livredderne tilbage på udvalgte steder i det danske sommerland. På Lakolk på Rømø er det 10. år, livredderne er på stranden og holder øje med folk i vandet.

Livredderne er tilbage på strandene fra i dag fredag og frem til 19. august. Foto: Lasse Lund Hansen, TV SYD

Fredag åbner livreddertårnene på seks strande i Syd- og Sønderjylland. De fem af dem er henover sommeren at finde på de populære badestrande langs Vestkysten fra Lakolk på Rømø, over Rindby på Fanø, og til Hvidbjerg Strand, Vejers Strand og Henne Strand. På Østkysten kan man finde livreddere på Øster Strand ved Fredericia.

På Lakolk på Rømø er det 10. år, man kan bade under livreddernes opsyn. Og skulle uheldet være ude, så har de førstehjælpsudstyret parat til alt fra mindre behandlinger og til redningsaktioner, hvor personer er i livsfare, skriver TrygFondens Kystlivredningstjeneste i en pressemeddelelse.

 

- Livredderne er en ekstra sikkerhed på strandene, for uanset hvor rutineret en svømmer man er, kan man komme i vanskeligheder. Derfor bruger livredderne også størstedelen af deres tid på forebyggende indsatser, som både handler om at tale med badegæsterne og give gode råd og om at gribe ind, hvis de ser noget i vandet, der potentielt kan udvikle sig til en farlig situation, siger René Højer, programchef i TrygFonden.

De 5 baderåd

  • Lær at svømme
  • Gå aldrig alene i vandet
  • Læs vinden og vandet
  • Lær stranden at kende
  • Slip ikke børnene af syne
     

Man kan tydeligt se, hvor livredderne holder til på strandene. Her markerer de nemlig med to rød-gule flag i vandkanten det område, hvor de holder særligt øje, og hvor det derfor er mest sikkert at bade.

Livredderne er på 37 strande og havbade rundt om i Danmark hver dag mellem kl. 10 og 18 frem til den 19. august.

I 2019 gennemførte TrygFonden Kystlivrednings livreddere 67.480 indsatser, hvoraf de 12 betegnes som aktioner, hvor personer var i livsfare.

Læs også Hedebølgen gav livredderne travl uge med fire livstruende situationer

 

Mest sete på tvsyd.dk