Johannes flygtede fra tysk krigstjeneste op gennem Vadehavet

En julenat besluttede 19-årige Johannes Christensen sig for at flygte fra 1. verdenskrig. I aften i et talkshow på TV SYD PLUS fortæller hans slægtning Andreas Andreasen historien om, hvordan det skete.

Det er julenat 1915. 19-årige Johannes Christensen står i vand til knæene i en fransk skyttegrav under 1. verdenskrig. Han er dansk af sind, men kæmper som frontsoldat under tysk fane.

- Det var et forfærdeligt sted at være. De kaldte det pølsekrigen, fordi den kørte frem og tilbage i tre år, og der blev slået tusindvis af soldater ihjel, fortæller Andreas Andreasen om sin morfars brors, Johannes Christensens, skæbne.

Andreas Andreasen fortæller i aftenens talkshow "Genforeningen LIVE - lidt forsinket" på TV SYD PLUS om en af de skæbner, der ramte det danske mindretal syd for grænsen, inden Sønderjylland blev genforenet med resten af Danmark i 1920. Mange dansksindede blev sendt i krig for Tyskland. En af dem var Johannes Christensen. Den julenat i 1915 besluttede han sig for, at han ville flygte, så snart han fik muligheden. Den kom på en påskeferie i 1917:

Andreas Andreasen fortæller om hans morfars bror, der flygtede til Ungdomshøjskolen ved Ribe.
Andreas Andreasen fortæller om hans morfars bror, der flygtede til Ungdomshøjskolen ved Ribe.

Flygtede gennem Vadehavet

Johannes Christensen er hjemme på orlov i Visby nord for Tønder, hvor han bor. Byen er under tysk herredømme. Han gør beslutningen fra den julenat i 1915 til virkelighed. Han vil flygte over grænsen til Danmark sammen med en af sine soldaterkammerater.

Planen bliver lagt, og natten for udførelsen rinder op. De to soldaterkammerater har planlagt at flygte gennem Vadehavet. De skal et par kilometer ud i havet for at krydse grænsen til Danmark. Når de er et par kilometer ude, kan de tyske soldaterne ikke skyde dem.

Hør hele historien i tv i aften

I aften kl. 19.55 på TV SYD PLUS kan du se Andreas Andreasen fortælle om sin morfars brors historie i talkshowet Genforeningen LIVE – lidt forsinket. Talkshowet blev optaget på Ungdomshøjskolen ved Ribe.

Afsted går det på det ujævne terræn, men de når ikke langt ud, før en grænsevagt får øje på dem.

- Nu bliver vi skudt, siger Johannes Christensen til sin soldaterkammerat.

Men til de to kammeraters overraskelse og ikke mindst glæde, lyder der ingen skud. De to kammerater løber alt, hvad deres ben kan følge med til, og når et par kilometer ud. 

Vadehavet.
Vadehavet.

For tidligt i land

Afsted går det over Vadehavet. De får øje på en kirke og sætter kursen mod land. Det må være kirken på den danske grænse.

Men nej, da de kommer i land, får de sig noget af et chok. De kan høre snak i nærheden, og der bliver talt tysk. Desværre er de for tidligt på den. Til de to kammeraters store frygt er de fortsat på den tyske side af grænsen.

Med hjertet oppe i halsen sætter de igen kursen mod Vadehavet. De slipper afsted uden at blive set og når ud i Vadehavet igen, hvor de fortsætter et par kilometer nordpå. 

Her var der i gamle dage en flagstang, hvorfra man hejste Danneborg for at vise danskerne på den tyske side af grænsen, at de flygtede var kommet godt frem.
Her var der i gamle dage en flagstang, hvorfra man hejste Danneborg for at vise danskerne på den tyske side af grænsen, at de flygtede var kommet godt frem.

Endelig på dansk jord

Endelig! I det fjerne dukker endnu en kirke frem på land. Denne gang er de ikke i tvivl. Den høje, hvide bygning er kirken i Vester Vedsted – altså en kirke på dansk jord.

De to kammerater løber ind på land og kan ånde lettet op. De er på dansk jord. De når frem til målet; den danske efterskole i Vester Vedsted – det, der i dag er Ungdomshøjskolen ved Ribe.

Her får de rent og tørt tøj på, mad at spise og lidt søvn ovenpå nattens strabadser. Næste morgen ryger Dannebrog til tops fra en flagstang på skolens tag. Flaget signalerer til Johanne Christensens og hans soldaterkammerats familier på den tyske side af grænsen, at de to knægte er kommet frem i god behold.

Talkshowet "Genforeningen LIVE - lidt forsinket" med Andreas Andreasen vises på TV SYD PLUS i aften kl. 19.55.
Talkshowet "Genforeningen LIVE - lidt forsinket" med Andreas Andreasen vises på TV SYD PLUS i aften kl. 19.55.