Kampvalg om pladsen som borgmesterkandidat: Der skal nye boller på suppen

To kandidater kæmper om posten som Venstres bud på en kommende borgmester i Tønder Kommune. En ny udfordrer er klar til at vippe den nuværende borgmester af pinden.

Når medlemmerne af Venstre i Tønder torsdag den 18. juni tager afsted til drive-in-opstillingsmøde på en mark lige syd for Agerskov, bliver der kamp om stemmerne, når partiets spids- og borgmesterkandidat skal findes.

Formanden for Rømø Tønder Turistforening og direktør for Enjoy Resorts på Rømø, Martin Iversen, ønsker nemlig at overtage pladsen for bordenden i byrådet.

- Jeg har meldt mig, fordi jeg synes, vi mangler en klar plan for, hvad vi vil i Tønder Kommune, fortæller Martin Iversen til TV SYD.

Ny kandidat

Det er første gang, at 55-årige Martin Iversen går efter borgmesterposten, som har tilhørt partifællen Henrik Frandsen siden 2016.

Henrik Frandsen (59 år) blev borgmester, efter at kommunens daværende førstemand Laurids Rudebeck pludselig døde midt i valgperioden. Og han har bestemt ikke tænkt sig at forlade posten uden kamp.

- Jeg vil gerne fortsætte, fordi jeg synes, vi er inde i en god udvikling, hvor der er taget mange initiativer. Vi er en veldrevet kommune med styr på økonomi og velfærd. Det vil jeg gerne fortsætte med at stå i spidsen for, siger Henrik Frandsen.

Den nye kandidat afviser, at han stiller op i protest mod sin partifælle og nuværende borgmester, men siger, at der er brug for nytænkning.

- Jeg tror, det er rigtig sundt med en udskiftning. Ikke i protest, men fordi der skal nye boller på suppen, siger Martin Iversen.

Medlemmerne bestemmer

På marken ved Agerskov er der på forhånd reserveret plads til 260 biler fyldt med partimedlemmer. Det bliver dem, der kommer til at afgøre, hvem den kommende borgmesterkandidat bliver.

- Det er sådan, det er i et demokrati. Det er helt op til medlemmerne, siger Henrik Frandsen.

Siden kommunalreformen i 2007 har borgmesteren i Tønder altid været fra Venstre. Lige bortset fra en periode på fjorten dage i 2016.