Kemishow sat på pause efter ulykke i Tønder
Det kemishow i Tønder, som først på måneden sendte to personer på hospitalet med skader efter eksplosion, er nu sat på pause.
Det oplyser Institut for Kemi og Biovidenskab på Aalborg Universitet (AAU) i en pressemeddelelse.
Showet er suspenderet, mens sikkerhedsreglerne for alle forsøg i kemishowet bliver gennemgået.
Under kemishowet i Tønder lørdag den 7. september eksploderede en flaske på scenen foran publikum. To personer blev indlagt på sygehuset med skader.
Ulykken skyldtes et forkert valg af flaske under et forsøg, kaldet ’Ånden i flasken’. Her blev der benyttet en flaske med skruelåg i stedet for den foreskrevne flaske med korkprop.