Kommune fælder træer for at hjælpe lette trafikanter
Syv træer må inden længe lade livet til fordel for en justering af en cykelsti i Tønder Kommune.
Helt konkret sker det på Bargrumsvej i Tønder, som forbinder omfartsvejen med byens centrum.
Træfældningen begynder mandag den 10. juni og skal forbedre synligheden af cyklisterne. Det oplyser Tønder Kommune i en pressemeddelelse.
Mellem 2018 og 2022 skete der fire politiregistrerede ulykker mod lette trafikanter, som cyklister hører indenunder. Her endte to personer med at komme alvorligt til skade.
Ifølge kommunen var årsagerne til uheldene et dårligt udsyn ved vejen.
Midlerne til den nye cykelsti er støttet med midler fra Den statslige trafiksikkerhedspulje.