Aktive landsbyer indstillet til årets Landdistriktspris

Et tillokkende bytorv med stærekasser, som man kan overnatte i, et renoveret hus til leje og renovering af frysehus er nogle af mange tiltag, som lokalrådet i Sæd-Ubjerg står bag. Nu er de indstillet til årets Landdistriktspris.

Lokalrådet for de to små landsbyer Sæd og Ubjerg i det sydvestligste Sønderjylland lige syd for Tønder og på grænsen til Tyskland er indstillet til Landdistriktprisen 2020, der hvert år uddeles af Erhvervsministeriet. 

De to små lokalsamfund har de seneste år kæmpet for at få flere tilflyttere og gøre området tiltrækkende for både beboere og turister.

- Vi er stolte og beærede over indstillingen. Det er virkelig et skulderklap til os, og det vi har knoklet for at gøre for vores område, så det er meget dejligt, fortæller Lars Thomsen, der er næstformand i Sæd-Ubjerg Lokalråd.

Det lokale frysehus er omdannet til museum og som lille bryghus for de lokale.
Det lokale frysehus er omdannet til museum og som lille bryghus for de lokale.

Byen vil lokke nye indbyggere

Siden lokalrådet blev etableret i 2014, har projekterne været mange og ambitiøse. Det første projekt var en omfattende renovering af byens legeplads. Og siden er det gået slag i slag, hvor renovering af det gamle landsbyfrysehus resulterede i et lille museum, som fortæller frysehusets historie, og som bruges som det lokale bryghus, hvor flere i området kommer for at lave egen øl.

Desuden har en gruppe ildsjæle sat et 145 kvadratmeter hus i stand, som interesserede kan booke og bo i et år og på den måde prøve, om de kan lide at bo på egnen. Pris 5.000 kroner plus forbrug.

- Vi håber jo på at give familier lyst til at slå sig ned her. Og det er en uforpligtende måde at få landsbylivet prøvet af på, forklarer Lars Thomsen.

28.000 kr til investeringer

Nogle af de seneste projekter er foregået midt i Sæd, hvor torvet er omdannet til et kæmpe aktivitetsområde med en multibane med kunstgræs, en petanquebane, et skakspil, en krolfbane, stigegolf, tre stærehoteller, toilet/køkkenfaciliteter, blomstereng til insekterne samt bænke, et mosteri og æbletræer.

- Alene indtægterne fra stærehotellerne har fra maj og til nu givet os 28.000 kroner, penge som vi kan geninvestere i vores lokalområde, siger Lars Thomsen. 

De har udvalgt finalisterne ud fra følgende kriterier:

 

•                     Medvirker til at styrke lokalsamfundet igennem nye initiativer

•                     Medvirker til at udvikle lokalsamfundenes medbestemmelse

•                     Medvirker til at øge velfærden og skabe værdi i lokalsamfundet

•                     Kan være inspiration for andre lokalsamfund rundt om i landet

 

Kilde: Erhvervsministeriet

De tre finalister til Landdistriktsprisen er - udover Sæd-Ubjerg Lokalråd - Gul Stue i Ringkøbing-Skjern Kommune, der består af unge, der skaber aktiviteter for de yngre borgere, samt Gitte Loftlund, der ejer café Sommersild, som ligger på Skarø. Gitte har med cafeen skabt en velbesøgt, kvalitetsbevidst friluftscafé med 8-10 arbejdspladser.

Hvem af de tre finalister, der vinder Landdistriksprisen, afgøres mandag den 16. november. 

Sidste år gik prisen til virksomheden 'Strandet', der sammen med frivillige fjerner plast fra den jyske vestkyst.