Lokalt musikliv på skrump uden overskud fra aflyst Tønder Festival

Musiklivet i Tønder er tvunget til at nedskalere uden økonomisk støtte fra Tønder Festival. Det går blandt andet ud over arrangementet Star Jam på Hagge’s Musik Pub.

Overskuddet efter Tønder Festival går normalt til arrangementer og tiltag i lokalområdet, men eftersom festivalen er aflyst i år, er der intet overskud at bidrage med.

Et af de steder, der plejer at få støtte fra Tønder Festival, er Hagge’s Musik Pub i Tønder. Her går det økonomiske overskud til arrangementet Star Jam, hvor professionelle musikere underviser musikinteresserede børn og unge.

quote

Det fede var, at os der kom lidt længere væk fra, kunne bruge det som en indgangsvinkel til at komme ind i musikmiljøet i Tønder.

Michael Hornhaver Mortensen, musiker, Bredebro

Traditionelt afholdes Star Jam fire gange om året, men den manglende støtte fra Tønder Festival betyder, at Star Jam ikke har de midler til rådighed, som de plejer at have. 

- Vi kommer ikke til at aflyse Star Jam helt, men det vil helt klart være en lidt mere skrabet udgave. Måske bliver det kun til et eller to arrangementer og så med lidt mindre musikere, siger Lene Jensen, der er spillestedsleder hos Hagge’s Musik Pub.

En rugekasse for unge talenter

Undervisningen til Star Jam varer typisk en eftermiddag og munder ud i en jam-koncert om aftenen. 

Alle er kan være med – uanset om man er begynder eller øvet, og uanset om man spiller et instrument eller synger.

- Arrangementet er en rugekasse for unge musikalske talenter herfra. De lærer blandt andet at stå på en scene og mærker, hvordan det er at spille på et rigtigt spillested, og det betyder meget for mange i deres tidlige stadie som musiker, fortæller Lene Jensen.  

To af de musikere, der de seneste år flittigt er kommet til Star Jam, er musikerne Joakim Dalum Okkels og Michael Hornhaver Mortensen.  

- Det var en legeplads, hvor vi var rigtig mange dygtige musikere. Mange af dem, der var der, er stadig i musikken i dag, siger Joakim Dalum Okkels.   

- Det fede var, at vi, der kom lidt længere væk fra, kunne bruge det som en indgangsvinkel til at komme ind i musikmiljøet i Tønder, siger Michael Hornhaver Mortensen, der kommer fra Bredebro.