Oversigt

Møgeltønder-provst skal stå for Folketingets åbningsgudstjeneste

Når Folketinget åbner 3. oktober, skal politikerne traditionen tro først til gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke, og i år er det en provst fra Tønder Provsti, der skal forestå gudstjenesten.

Det drejer sig om Christina Rygaard Kristiansen, der til daglig er provst i Møgeltønder Kirke.

Ifølge kirkeminister Louise Schack Elholm (V) er der flere grunde til, at valget er faldet på provsten fra Tønder Provsti.

- Christina Rygaard Kristiansen er en stærk stemme i debatten om folkekirken i Danmarks landdistrikter og en fortaler for styrken i fællesskabet i vores lokalsamfund, udtaler hun i en pressemeddelelse fra Kirkeministeriet.

Ifølge Grundloven skal Folketinget hvert år åbnes den første tirsdag i oktober. Det markerer begyndelsen på et nyt folketingsår.

Der har været afholdt godt 170 åbningsgudstjenester siden Rigsdagen indledte sit første møde i januar 1850 med en ekstraordinær gudstjeneste i Slotskirken.