Museumsinspektør håber på nyt liv i Højkro - et sted med sorg og glæde

Det er et historisk vigtigt sted for lokalområdet, der kan få en renæssance, hvis det lykkes lokale at få skabt liv i den gamle Højkro ved Højer. Det mener museumsinspektør Elsemarie Dam-Jensen fra Museum Sønderjylland.

Den beskrives egentlig som vigtig for lokalområdet. Alligevel står den og falder hen, den gamle Højkro, der ligger ved Højer i Tønder Kommune. Som du kan læse her på tvsyd.dk arbejder lokale kræfter nu på at købe den historiske kro, der er i en historisk sløj tilstand. 

Med sin placering har den betydet alverden for lokalområdet - og det kan den komme til igen. Det mener i hvert fald Elsemarie Dam-Jensen, der er museumsinspektør på Museum Sønderjylland.

 - For mig er det ikke bare kultur, men levende kulturarv, siger hun og fortsætter:

- Den udgør en del af et kulturmiljø med flere forskellige elementer. Den ligger ved et smukt beliggende annex. Den ligger lige ved siden af kirken pyntet op med en række af små træer, og så er der en naturskøn sti, der går ned til kirken ved Emmerlev, siger Elsemarie Dam-Jensen.

Elsemarie Dam-Jensen er museumsinspektør hos Museum Sønderjylland.
Elsemarie Dam-Jensen er museumsinspektør hos Museum Sønderjylland.
Foto: Museum Sønderjylland

Samhørighed med kirken

Som nærmeste nabo ligger den lokale kirke. En kirke der har givet meget til kroen, da der var aktivitet på stedet. 

- Det er praktisk, at kirken og kroen ligger ved siden af hinanden. Det var vigtigt, for så kunne man komme og få eksempelvis begravelseskaffe på kroen.

Kro og kirke har tidligere været med til at skabe et slags centrum for aktiviteterne i området.

- Det er et sted til sorg og glæde. Det er ikke tilfældigt, at det ligger ved kirken. Der har været drevet gæstgiveri siden 1120, siger de, så vi er langt tilbage i historien, siger Elsemarie Dam-Jensen.

Betyder stadig noget for de lokale

Selvom kroen og området, der omkranser den, har levet en sløj tilværelse de seneste mange år, så betyder Højkroen altså stadig noget for de lokale i området. Det er nemlig et sted med minder for nogle af de ældre medborgere.

- Jeg har snakket med nogle af de lokale, der får julelys i øjnene, når vi snakker om det her, siger museumsinspektøren.

Og måske de ikke bare får julelys - men også en julegave hvis stedet får nyt liv. Den historisk fredede højkros nuværende tilstand er nemlig ikke noget hverken lokalsamfund eller museumsinspektøren er specielt begejstret for.

- Det er frygteligt at se på. Man kigger væk, når man er derude. Det er noget svineri, at den ikke er blevet holdt vedlige. Det er mange år, den har fået lov at forfalde. Det er jo et fredet hus.