Nye teststationer i Tønder og Fredericia: 13 er åbnet siden oktober

I oktober fremlagde Region Syddanmark en plan for åbningen af 13 teststeder. I dag åbner de sidste i Tønder og Fredericia.

Borgere i og omkring Tønder og Fredericia har skullet lade sig teste ved mobile testenheder eller køre til andre større byer for at blive testet. Men i dag åbner to nye mindre teststationer i byerne.

I Tønder kommune er de glade for endelig at have fået en permanent teststation. 21 gange siden oktober har den mobile testenhed nemlig været i den sønderjyske by.

- Jeg vil gerne rette en stor tak til Region Syddanmark for, at borgerne i Tønder Kommune nu får mulighed for at blive testet uden at skele til, om det lige passer med de dage, hvor den mobile testenhed er på besøg i kommunen, fortæller formand for Sundhedsudvalget i Tønder kommune, Irene Holk Lund, i en pressemeddelelse. 

Afslutning på åbning

Åbningerne er de sidste af en lang række testenheder, der er sat op rundt omkring på Fyn og i Syd- og Sønderjylland siden oktober. I forsøget på at gøre det nemmere for borgere at blive testet har Region Syddanmark nemlig åbnet syv større testcentre og seks mindre teststationer.

Her fortæller Regionsrådsformand, Stephanie Lose (V), om baggrunden for åbningen af centrene:

- Det har hele tiden været en klar prioritet for os at sikre syddanskerne så mange testmuligheder som muligt i så gode rammer for både dem og de mange medarbejdere, der nu har knoklet løs i mange måneder, som muligt. Det kommer nu, og de nye testmuligheder vil give mange flere syddanskere mulighed for at blive testet hurtigt og tæt på, hvor de bor, sagde hun i oktober.

Regionen har siden oktober åbnet større centre i Esbjerg, Kolding, Aabenraa, Sønderborg, Vejle, Odense og Svendborg og mindre teststationer i Fredericia, Tønder, Middelfart, Grindsted, Nyborg og Haderslev.