Politihund og tabt sko afslørede hash-sælgere ved fængsel

Fire mænd slap ikke godt fra at kaste hash og en mobiltelefon ind over hegnet til indsatte i fængslet i Renbæk nær Skærbæk.

Fire mænd i alderen 21 til 32 år blev opdaget, da de tirsdag eftermiddag kastede en hashklump på 46 gram og en mobiltelefon med oplader ind over fængselshegnet.

Syd- og Sønderjyllands Politi sendte efter alarmen flere patruljer til området omkring fængslet.

To af mændene blev anholdt tæt på fængslet, da den første politipatrulje nåede frem, mens de to andre tog flugten til fods. 

- En af vores hundepatruljer fandt hurtigt den tredje mand i terrænet. De fire mænd, hvoraf de tre er fra Struer og den fjerde fra Haderslev, måtte lade deres bil stå under deres flugt, oplyser vagtchef Nikolaj Hølmkjær, Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.

Kom hjem uden sko

Det lykkedes fjerdemanden at slippe væk, men politihundene fandt hans ene sko, som var røget af under flugten.

- Da manden først på aftenen vovede sig hjem til sin bopæl i Haderslev, ventede vi på ham - og ganske rigtigt havde han kun en sko på, så sagen var klar, siger vagtchef Nikolaj Hølmkjær,

Efter afhøring blev de fire mænd løsladt med en sigtelse for handel med hash og ulovlig kontakt til indsatte i et fængsel.