Ringridning - en middelalderlig sport begynder sæsonen i Tønder

Lørdag klokken 11 slår Tønder Ringridningkorps dørene op for sæsonens første ringriderstævne.

Ringridersæsonen står for døren, og det er Tønder Ringriderkorps, der sparker dette års  sæson i gang. Det sker lørdag klokken 11, og der er lige nu omkring 50 tilmeldte deltagere til de seks baner, men arrangørerne håber, der når at komme flere.

- Man kan komme på dagen og tilmelde sig, og det satser vi på, at der er nogle, der gør, forklarer foreningens formand, Martin Boyschau.

Det er en speciel sæson, der nu begynder, for under den to år lange coronapandemi har det ikke været muligt at ride ringridning.

Ringridning i Tønder.
Ringridning i Tønder.
Foto: Privat

- Vi glæder os meget, men det bliver spændende at se, hvor mange der dukker op, for vi kan godt frygte, at der er flere, der er holdt med sporten efter to års nedlukning, siger Martin Boyschau til TV SYD.

Martin Boyschau er med sine 24 år en af de yngre ringridere i Danmark. Alligevel er det en sport, han har dyrket i mange år. Faktisk er han født ind i den.

- Altså både mine forældre og mine bedsteforældre på begge sider har dyrket ringridning, og min bedstefar var faktisk formand for Tønder Ringriderkorps frem til 2005, hvor foreningen blev nedlagt på grund af manglende tilslutning.

En middelaldersport til hest

Ringridning er en oldgammel sport, der stort set kun dyrkes i Sønderjylland. Sporten er til Martin Boyschau store ærgrelse i tilbagegang, men da han selv rider ringridning cirka 30 gange i sæsonen, så har han besluttet at puste liv i sporten igen i Tønder.

- I 2015 fandt jeg på sammen med nogle handelsskolekammerater på at genoplive foreningen. Og i 2016 holdt vi vores første turnering, så fraregnet de to års coronanedlukning så er det nu femte gang, vi arrangerer en turnering her i Tønder. 

Ringridningens historie går helt tilbage til middelalderen, hvor det var en både populær og frygtet underholdning i de europæiske konge- og fyrstedømmer.

Ifølge Ringridermuseet i Sønderborg var sporten frygtet, fordi ringridning indgik i ridderkampene med risiko for livet eller førligheden som indsats. Det var Christian III og hans søn Frederik II, der i Danmark i 1500-tallet indførte og ændrede ridderkampen til rytterdyst.

Men det er Christian IV, der regnes som den første royale ringrider. Ved hans kroning i 1596 blev der arrangeret ringridninger over flere dage og med deltagelse fra Europas kongehuse og fyrstedømmer. Christian IV var selv en ivrig ringrider og deltog i ringridninger både i Danmark, England og Tyskland.

Først i begyndelsen af 1800-tallet blev ringridersporten en folkesport, som bredte sig til Sønderjylland.