Særlig folkeafstemning i kommune skal afgøre projekters skæbne

For første gang indkalder Tønder Kommune et udpluk af deres borgere til stemmeurnerne, der skal vise folkets tanker bag opførelsen af to solcelleparker.

Et lille stykke danmarkshistorie skrives tirsdag, da borgere i Åbøl nær Toftlund og Bredebro skal sætte deres kryds ved, om de ønsker sig en solcellepark i deres nærområde.

To projekters formodede skæbne skal afgøres ved en såkaldt vejledende folkeafstemning, hvor Tønder Kommune er den første kommune i landet til at inddrage borgerne på den måde, når det kommer til vedvarende energiprojekter.

Ifølge borgmester, Jørgen Popp Petersen (Slesvigsk Parti), vil afstemningen give en 'temperaturmåling på det direkte lokalområde'.

Han mener også, at det kan være en hjælp for de stemmeberettigede, da det ved traditionelle høringer oftest er modstanderen af et projekt, der giver sin mening til kende og råber højest.

- Mange borgere ønsker ikke ufred i lokalområdet, så de ønsker derfor at have deres mening for sig selv, siger han.

Folkeafstemningen er et af en række nye initiativer, som skal få flere vedvarende energikilder ud i virkeligheden.

Da afstemningen er vejledende er det ikke de stemmeberettigede, der ender med at være beslutningstagerne. Den endelige afgørelse skal stadig træffes af de folkevalgte i kommunen.

quote

Jeg kan godt forstå, at man kan føle, at det ikke er en rigtig afstemning

Niels Opstrup, lektor i statskundskab, Syddansk Universitet

Flere projekter på vej 

Kommunen har et mål om, at der i de kommende år skal opføres op mod 125 vindmøller og 1600 hektar solceller i kommunen, og man har i den forbindelse udpeget 21 projekter i alt, som der skal arbejdes videre med.

Kommunalbestyrelsen har ifølge borgmesteren stemt flere projekter ned efter uro i lokalområdet, når det har været gennem traditionelle høringer.

- Der er stort set ikke sat nogle vindmøller de senere år i Danmark og heller ikke i Tønder Kommune. Og det er fordi, der bliver slået kolbøtter i kommunalbestyrelsen, når der er opstået utilfredshed i et lokalområde, så der kommer et nej til diverse projekter, siger borgmesteren og fortsætter.

- Hvis vi gjorde, som vi plejede at gøre, så fik vi nok bare det samme resultat. Nu prøver vi med en masse nye parametre, og så må vi se, hvordan det ender, siger borgmesteren.

Stemmedeltagelsen afgørende for indflydelse på beslutning

949 borgere er stemmeberettigede til et 64,4 hektar stort solcelleanlæg i Bredebro, mens 18 personer kan afgive deres stemme til et 2,3 hektar stort solcelleprojekt i Åbøl nær Toftlund.

Selvom borgerne ikke står med den endelige beslutning, vil kommunen ifølge lektor ved Syddansk Universitet i statskundskab, Niels Opstrup, stå med forklaringsproblemer, hvis de ikke træffer samme beslutning som flertallet af de stemmeberettigede.

- Jeg kan godt forstå, at man kan føle, at det ikke er en rigtig afstemning. Men at de gør det som en afstemning, så skaber man nogle forventninger, og de får sikkert også et mere kritisk svar, hvis de gør noget andet, end resultatet viser, vurderer han.

Afstemningsområder i Tønder Kommune
Solcelleanlægget i Bredebro vil ligge på det grønne område, hvis det bliver vedtaget. Borgere over 18 år i det orange felt har mulighed for at stemme.
Foto: Tønder Kommune

Jørgen Popp Petersen kan ikke sige, hvor mange af borgernes stemmer der skal til, før et projekt opføres eller går i vasken. 

Han kan ikke snakke på de øvrige 30 medlemmer af kommunalbestyrelsens vegne. Men for ham selv vil stemmedeltagelsen have en rimelig indflydelse på, hvor meget han vægter resultatet.

- Hvis der er en meget lav stemmedeltagelse, og det blev et nej, så kan det jo være en enkelt, to eller tre borgere, som dermed kan have vetoret over et projekt, siger han.

Afstemningsområder i Tønder Kommune
Anders Matzens solcelleprojekt vil ligge på det grønne område, hvis det bliver besluttet af kommunalbestyrelsen. Borgere over 18 år i det orange felt har mulighed for at stemme. De borgere i det skraverede felt i Haderslev Kommune har ikke mulighed for at stemme, men kan i stedet sende et høringssvar.
Foto: Tønder Kommune

Lektoren ved Syddansk Universitet minder om, at kommunen er i deres fulde ret til at træffe en anden beslutning, end hvad borgerne skulle mene, hvis det ender ved det.

- Hvis 98 procent stemmer imod, og de gennemfører alligevel, får de et forklaringsansvar. Det er fair nok. De er valgt på et mandat, og så må borgerne huske det til næste valg, siger Niels Opstrup.  

Afstemningen slutter tirsdag den 31. oktober klokken 23.59.