Tidligere statsminister Poul Schlüter er død

En af Danmarks længst siddende statsministre, Poul Schlüter, er død i en alder af 92 år.

Tidligt torsdag morgen døde Poul Schlüter (K), der er den længst siddende statsminister siden Anden Verdenskrig.

Han sov stille ind i en alder af 92 år. Det meddeler familien gennem De Konservative fredag.

Schlüter stod i spidsen for regeringen i 11 år og fire perioder og fik styr på både sit parti og på landets økonomi, mens han var aktiv i politik.

- Familien har mistet et kært medlem, og vores land har mistet et af de mest betydningsfulde mennesker i vor tid.

- Det er med sorg, at jeg fra Poul Schlüters hustru og familie viderebringer meddelelsen om, at tidligere statsminister Poul Schlüter er død, siger De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, i en meddelelse.

Poul Schlüter var statsminister fra 1982 til 1993, hvor regeringen gik af.

Foruden sit politiske eftermæle vil han også blive husket for sin underfundige humor og opfindsomme citater.

Bisættelsen finder sted grundlovsdag fra Holmens Kirke i København. Bisættelsen og den efterfølgende mindehøjtidelighed er af hensyn til gældende coronarestriktioner kun for inviterede.

Den tidligere statsminister er født i Tønder og vokset op i Haderslev.