Oversigt

To mænd tiltalt i sag om knapt 14 millioner ulovlige cigaretter

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi har rejst tiltale mod en 54-årig mand, bosiddende i Tønder Kommune, og en 59-årig mand, bosiddende i Aarhus Kommune, i et omfattende sagskompleks om ulovlige cigaretter.

De to mænd er tiltalt for dels salg, dels besiddelse med henblik på videresalg, af mindst 13,9 millioner ulovlige cigaretter fra udlandet. I tabt afgift repræsenterer cigaretterne en værdi på mindst 24,6 millioner kroner.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om dels fængselsstraffe, dels bødestraffe på i alt 27,6 millioner kroner.

Sagen mod de to tiltalte begynder ved Retten i Sønderborg onsdag den 7. december 2022. Retten har foreløbig afsat 17 retsdage til sagen, og der ventes foreløbig dom i sagskomplekset den 13. marts 2023.