Tønder Festival leverer lille overskud trods år med modgang

Trods økonomiske eftervirkninger af corona-nedlukningen og generelt stigende priser lykkedes det at skabe et mindre overskud på Tønder Festival 2022. Dermed er der også et beløb at udlodde til almennyttige formål.

Der skal mere end eftervirkningerne af en global pandemi, stigende priser og europæiske krige til at slå Tønder Festival ud af kurs. Sådan ser det i hvert fald ud, når man kigger på festivalens overskud fra 2022. Et overskud på 262.711 kroner.

Det betyder, at festivalsforeningen kan udlodde knap 175.000 kroner til almennyttige formål, som kommer kultur- og musiklivet i Tønder Kommune til gode.

Lars Lilholt Band åbnede årets Tønder Festival foran mange tusinde festivaldeltagere.
Billede fra arkiv.
Foto: Peter Elgaard, TV SYD

- Det er vi som forening og festival meget glade for, for vi næres netop af fællesskab og frivillighedsånd. Der er stor forskel på, om du har vestenvinden i ryggen eller i ansigtet. Men Tønder Festival og folkemusikkens rødder stikker så dybt, at vi ikke sådan lige kan væltes omkuld, siger Mette Bossen Linnet, der er formand for Tønder Festival Forening.

Festivalsledelsen havde ellers forudset, at det kunne blive svært at få regnskabet til at ende med grønne tal på bundlinjen - netop på grund af stigende priser på blandt andet el, som de fleste festivaler er storforbrugere af.

Langt under normalen

Det er dog ikke for sjov, at vi taler om et 'lille overskud'.

Hvis man kigger på tidligere år, for eksempel 2020, har festivallen kunne udlodde beløb i omegnen af 850.000 kroner til almennyttige formål, som følge af overskuddet fra festivalen i 2019.

Gentlemen's circle i Telt 1 lørdag, hvor forskellige kunstnere jammer sammen.
Billede fra arkiv.
Foto: Peter Elgaard, TV SYD

Dermed er årets almennyttige pulje altså mere end fire gange mindre end det nævnte eksempel.

I vedtægterne fra Tønder Festival Forening står der beskrevet, at foreningen blandt andet har til formål at støtte initiativer, der tilgodeser uddannelse i, eller udvikling af, dansk og international folkemusik, børn og unges uddannelse i musik og kulturelle aktiviteter og arrangementer.