Tusindvis af jobs i produktionsvirksomheder venter på ansøgere

I dag indgik regeringen sammen med kommuner, arbejdsgivere og fagforeninger en ny trepartsaftale, der skal få flere danskere ud i arbejde. En fabrik i Tønder er blandt de mange virksomheder, som sukker efter flere ansatte.

Med aftalen vil parterne bl.a. skærpe kravet til jobparate borgere på kontanthjælp.

Samtidig skal a-kasserne og jobcentrene have bedre muligheder for at matche virksomheder og ledige her og nu.

Og så skal aftalen sikre, at den ældre generation ikke sorteres fra på arbejdsmarkedet - alene på grund af deres alder.

Aftalen lander midt i en periode med en historisk høj beskæftigelse, hvor virksomhederne mangler arbejdskraft. Særligt i service- og byggebrancherne.

8.500 jobs er klar

Dansk Industri har spurgt 168 virksomheder i Region Syddanmark, hvor mange flere de ville kunne ansætte, hvis de frit måtte vælge. Svaret er 8.500 medarbejdere.

En af virksomhederne, der godt kunne bruge flere hænder, er Hydro i Tønder.

Hydro Precision Tubing producerer aluminiumsrør - især til bilindustrien i hele Europa. Fabrikken i Tønder har masser af ordrer.

Tommy Seeberg, formand for DI Sønderjylland.
Tommy Seeberg, formand for DI Sønderjylland.

- Arbejdskraften er en knap ressource her. Vi har fået mange nye ordrer i hus. Derfor bygger vi flere produktionslinjer nu, og der har vi brug for arbejdskraft. Og det er meget udfordrende at få lige for øjeblikket, siger adm. direktør Tommy Seeberg.

Det kunne være elektrikere, det kunne være smede. Og det er også medarbejdere, som har en håndværksmæssig uddannelse til at betjene de nye produktionsanlæg.

Der er altid mangel på arbejdskraft, når vi er tæt på fuld beskæftigelse. Især i de fag hvor man ikke har haft lærepladser nok. Men ifølge Tommy Seeberg, som også er formand for DI Sønderjylland, så er det ekstraordinært nu.

Højt aktivitetsniveau

- Vi har rigtigt mange ordrer fra udlandet og rigtigt højt aktivitetsniveau. Så jeg tror godt, vi kan sige, at vi har mere behov for arbejdskraften nu, end vi nogensinde har haft før, siger Tommy Seeberg med sin DI-formandskasket på.

Ifølge Dansk Industris analyse kan det samfundsmæssige tab opgøres til mere end otte milliarder kroner om året alene i Region Syddanmark. Det er den værdi, som virksomhederne og deres medarbejdere i fællesskab kunne have skabt, hvis altså der var nok kvalificeret arbejdskraft at få.