Ukrainsk band vil bruge musikken som våben

Flygtninge og bosiddende ukrainere har dannet bandet Overseas. Nu vil de lave støttekoncerter for at hjælpe deres landsmænd - og for at skaffe penge til kampen mod russerne.

De vil meget hellere spille musik for at sprede glæde og kærlighed, men for mange ukrainere er virkeligheden for tiden grum og sort-hvid. 

- Vi ser jo hver dag i nyhederne, hvordan det går derhjemme. Hvor mange der nu er blevet dræbt, og hvor mange der er forsvundet, og hvilke byer der nu er blevet bombet. Det er en svær tid, siger Oksana Karmazyn. 

Hun bor ellers i Kyiv, men flygtede for tre måneder siden med sin søn. Nu bor den universitetsuddannede kvinde i Skærbæk og ernærer sig som opvasker.  

quote

Vi vil ud at spille støttekoncerter

Oksana Karmazyn, folkesanger og opvasker, Skærbæk

Bandet Overseas er her samlet i Skærbæk Fritidscenter. De bor alle i området, men har først for nylig fundet sammen.
Bandet Overseas er her samlet i Skærbæk Fritidscenter. De bor alle i området, men har først for nylig fundet sammen.
Foto: Finn Grahndin, TV SYD

Genkendelsens glæde 

Her til aften øver de i Skærbæk Fritidscenter. Øvelokale har de ikke. Ved siden af sidder de fem andre i bandet Overseas (på dansk: Oversøisk). En af dem er Dima Fomichov, der bor i Frifelt og har boet i Danmark i syv år. Han arbejder som lastbilchauffør. 

- Vi elsker at spille for vores landsmænd. Det er skønt at se, hvordan de begynder at smile, når de hører den musik, de kender fra Ukraine, siger han.  

Men nu er deres plan at bruge musikken til mere end det. 

- Vi vil ud at spille støttekoncerter, siger Oksana Karmazyn. 

For at indsamle penge til den ukrainske hær? 

- Ja, det vil være godt. Men vi ved faktisk ikke rigtigt, hvordan man gør det her i Danmark, tilføjer hun. 

Foråret kommer - snart 

Vesna, Vesna, Vesna, synger Dima Fomichov som kaldte han på sæsonen. 

Vesna betyder nemlig forår. Symbolet på nyt håb om fred. Sangen synes at være mere relevant for ukrainerne i dag end dengang, den blev skrevet for 15 år siden. 

Også for bandets medlemmer der sidder meget langt væk fra kamphandlingerne i deres hjemland. En situation der kan føles mindst lige så svær, når ens familie stadig opholder sig i Ukraine. Musikken trøster dem selv.  

- Den fjerner alle mine problemer, når jeg spiller, siger Oksana Karmazyn.  

De er med i Overseas:

Yurii Dynko, Bramming (Kyiv) 

Oleksandr Uminskyi, Skærbæk (Zhytomyr) 

Yuliia Uminska, Skærbæk (Zhytomyr) 

Oleksandra Panchenko, Sdr. Omme (Cherkasy) 

Oksana Karmazyn, Skærbæk (Kyiv)

Dima Formichov, Frifelt (Kropyvnytsky)  

Musik-missiler 

Men musikken kan også bruges i kampen mod den russiske invasion. Derfor vil de nu lave støttekoncerter. 

Kan man sige, at jeres våben mod Putin er musik? 

- Ja, det kan man bestemt godt sige, svarer Dima Fomichov. 

Og nu begynder Oleksandr Uminskyi at spille sangen "Omfavn mig". En sang der blev skrevet lige efter russernes invasion den 24. februar, og nu bliver sunget af ukrainerne som en slags frihedssang. Den handler om, at en skønne dag vil ukrainerne igen være fri - selv om mange af dem vil have mistet alt. 

Oksana Karmazyn har næsten ingen møbler i sin lejlighed i Skærbæk. Men det er værre, at hun ikke fik sin elskede harmonika med sig fra Ukraine. Hun har købt sig en ny - brugt - men: 

- Jeg savner meget min harmonika, siger hun.