
Ung landmandsfamilie sælger gård på grund af mange danske krav – nu kommer sagen på ministerens bord
Landmandsparret Tim og Debbie Lorenzens beslutning om at sælge deres gård har givet genlyd på Christiansborg.
Folketingsmedlem Peter Kofod (DF), har bedt minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus (S), om at møde op i Folketinget for at svare på spørgsmål om, hvorvidt det er rimeligt, at ”mange landmænd sidder med en usikkerhed om deres fremtid som følge af den grønne trepart, der kommer til at betyde mere bureaukrati, ringere konkurrencevilkår samt værditab”.
- Argumentet om, at vandrammedirektivet og implementeringen af det ville være værre end den grønne trepart, er lidt et ”vil du hænges eller skydes-argument", siger Peter Kofod, som mener, begge dele bidrager til bureaukratiet.
Ifølge Peter Kofod bliver landmænd desuden ikke kompenseret for det værditab, de lider, når de skal omlægge landbrugsjord til skov, og derfor frygter han, at flere landmænd giver op.
- Hvis der er flere aktive landmænd i den yngre målgruppe, der siger, de ikke gider mere, fordi det er for bøvlet, svært og bureaukratisk, så lukker vi jo bare landbruget, og vil det være enormt trist, siger Peter Kofod.